Jamaicaner jubler efter comeback og øjner verdensrekord: "Jeg er rimelig stolt"
Den 29-årige jamaicaner løb sikkert til sejren i tiden 21.41 sekunder, der i historiebøgerne kun er langsommere end verdensrekorden på 21.34 sekunder, der blev sat af Florence Griffith-Joyner i 1988.
Amerikaneren Gabby Thomas kom ind som nummer to efterfulgt af landsmanden Sha'Carri Richardson, der vandt guld på 100 meter foran Shericka Jackson.
Dermed kunne jamaicaneren, der selv vandt sølv på 100 meter, få hævn over Richardson.
"Som en atlet er du nødt til at komme tilbage fra, hvad man nok vil kalde en skuffelse," fortæller Jackson til mediet BBC.
"Ét af mine primære mål denne sæson var at vinde på både 100 og 200 meter. Det skete ikke. Derfor fortalte jeg mig selv, at det ikke var meningen, at det skulle ske."
Skuffelsen på 100 meter motiverede dog kun Jackson yderligere.
"Jeg synes, jeg gjorde det rimelig godt i aften. Med tiden 21.41 er jeg ved at være der, hvor jeg vil være, og i aften var bevis på, at man aldrig skal give op," siger hun.
"Jeg er rimelig stolt - især på vegne af mit lokalsamfund. Jeg ved, at min mor var begejstret."
Florence Griffith-Joyners rekord fra 1988 har længe været mistænkt for at være blevet sat under påvirkning af doping. Men det vil Jackson ikke spekulere i.
"For det første, hvilket jeg også sagde sidste år, så vil jeg ikke kommentere på nogen verdensrekord, hvis en person aldrig har dumpet en test. Jeg er ikke verdensrekordholderen," lyder det.