Jesper Jensen aflyser træning for at holde benzin på bilen: "Det vi gerne vil sidder ok"
Men den regel bøjede den danske landstræner, Jesper Jensen, onsdag. Træningen i Nordvest Hallen lidt nordvest for Herning var aflyst.
"Vi prøver at holde benzin på bilen", siger han.
"Det handler om at blive ved med at holde energi. Vi har været bevidste om, at vi skal øve os på at være et slutrundehold. Vi skal træffe gode beslutninger, så vi ikke er brændt ud efter tre kampe", siger Jesper Jensen.
Håndboldlandsholdet har i de seneste tre år udviklet sig i en retning, så det ikke er bydende nødvendigt at træne benhårdt hele tiden.
"I 2020 trænede vi nærmest hver eneste dag. Da skulle vi have noget ud af træningerne, fordi der var mange ting, vi skulle øve os på. Det er der ikke i samme grad nu".
"Dengang brændte vi i starten af turneringen nogle tændstikker, som vi vidste, at vi var nødt til at brænde af for at komme langt. Nu har vi en fornemmelse af, at det, vi gerne vil, sidder okay", siger Jesper Jensen.
Træningerne ved en slutrunde er som oftest fokuseret på den kommende modstander. Men når den næste modstander er Japan, så er det svært at fokusere.
"Japan er et enormt svært hold at træne på, for vi har ikke nogen spillere, der spiller på den måde, som japanerne gør. Så vi kan ikke kopiere det", siger Jesper Jensen.
Det var imidlertid ikke alle, der var med på helt at skippe onsdagens træning. For eksempel Kristina Jørgensen og Elma Halilcevic tog frivilligt forbi hallen for at skyde lidt på mål.
"Der er nogen af dem, der er vant til at træne meget, og hvis man slet ikke har nogen fysiske problemer, kan man sagtens tage nogle skud og den slags", siger Jesper Jensen.