Jesper Jensens fremtid er på plads: Stopper i Esbjerg, fortsætter som landstræner
Når Jesper Jensens nuværende kontrakt med Team Esbjerg til sommeren 2024 udløber, skal den danske storklub have ny cheftræner. Det meddeler klubben i en pressemeddelelse søndag. Samtidig kan DHF fortælle, at Jesper Jensens kontrakt som landstræner er blevet forlænget til 2026.
Den 45-årige forhenværende topspiller har været cheftræner i Esbjerg siden 2017, og har således været med til at vinde to danske titler med den sydvestjyske klub, der blev stiftet i 1991 som en overbygning mellem KVIK og Esbjerg HK.
Men siden 2020 har århusianeren ligeledes stået i spidsen for det danske kvindehåndboldlandshold, som i slutningen af 2022 vandt EM-sølv, og jobbet som landstræner har haft betydning for Jesper Jensens beslutning, for cheftræneren understreger, at han stadig er enormt glad for at være i Esbjerg.
"Men at have to så fede job har en pris over tid, og jeg vil hellere slutte fem år for tidligt end et halvt år for sent. Der er ikke nogen dramatik i mit ophør, jeg opfylder min kontrakt og har valgt at optræde respektfuldt over for klubben og give god tid til at finde min afløser," kommer det fra Jesper Jensen i klubbens pressemeddelelse.
Samtidig fremhæver Jesper Jensen, at der er forskel på jobbet som landstræner og klubtræner, samt at det travle liv som dobbelt cheftræner har haft en slagside.
"At være klubtræner er et mere langsigtet projekt med en hverdag, hvor jeg kan snakke og nørde med spillerne, og det kommer jeg til at savne. Jobbene har på den private front haft omkostninger i form af, at jeg har måttet melde afbud til utallige mærkedage hos familie og venner. Der er flere nejer end jaer i den branche," fortæller Jesper Jensen.
Selvom der nu altså er en udløbsdato på samarbejdet mellem Team Esbjerg og Jesper Jensen, kan begge parter ifølge pressemeddelelse sagtens se samarbejdet blive genoptaget engang i fremtiden, men i første omgang må klubben altså ud at lede efter en ny cheftræner.
"Vi har et godt ry i håndboldverdenen, og jeg er overbevist om, at cheftrænerjobbet i Team Esbjerg vil være interessant for rigtig mange dygtige trænere," lyder det fra bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen.
I samme ombæring kan DHF altså meddele, at Jesper Jensen fortsætter som cheftræner for kvindelandsholdet, hvor hans nuværende kontrakt ellers stod til at udløbe til sommer. Kontrakten med kvindelandsholdet løber som skrevet nu frem til 2026.
"Da vi ansatte Jesper, var det med en ambition og et ønske om at føre kvindelandsholdet helt op og tilbage i toppen af international håndbold. Og de resultater, som Jesper sammen med resten af teamet har skabt, kan vi kun være tilfredse med, og derfor er vi selvfølgelig utroligt glade for, at han fortsætter som landstræner," fortæller sportschef Morten Henriksen i DHF's pressemeddelelse.
Også assistenttræner Lars Jørgensen har fået forlænget sin kontrakt med det danske kvindehåndboldlandshold.