Jonas Vingegaard har opgivet sejren i Paris-Nice: Fokuserer på podieplads
Men den danske Tour de France-triumfator har reelt opgivet håbet om en samlet sejr i Nice. På løbets to tidligere bjergetaper har Pogacar og franske David Gaudu vist sig stærkest for tiden.
"Vi har nok kapituleret i forhold til sejren", lyder det fra Jumbo-Vismas sportsdirektør Marc Reef til TV 2 Sport.
"Man skal aldrig sige aldrig, men vi så også i går (lørdag, red.), at vi forsøgte, men at de (Pogacar og Gaudu, red.) er lidt for stærke i øjeblikket. Derfor er målet med dagens etape at sikre Jonas en plads på podiet."
Reef slår fast, at såfremt Vingegaard pludselig føler sig ekstremt velkørende på søndagens kun 118 kilometer lange, men voldsomt kuperede, etape, så vil han selvfølgelig prøve på noget.
Men udgangspunktet er, at han nok mere kigger sig over skulderen for at holde øje med Simon Yates, som ligger nummer fire i klassementet.
David Gaudu er kun 12 sekunder efter Pogacar, mens Vingegaard på podiets sidste trin har 58 sekunder op til sloveneren. Simon Yates er 29 sekunder efter Vingegaard.
"Vi kigger nok mere på Yates, for han er tæt på i klassementet, og han var rigtig stærk her sidste år. Så vi kigger mere den vej (end mod Pogacar, red.)", siger Marc Reef.
Til gengæld er optimismen intakt hos Vingegaard i forhold til at kunne følge med Pogacar, når vi kommer frem til juli og Tour de France.
"Paris-Nice har ikke noget med Tour de France at gøre. Det var lidt det samme sidste år, hvor jeg fik godt og grundigt tæv i Tirreno (etapeløbet Tirreno-Adriatico, red.), og alligevel formåede jeg at være noget bedre i juli", siger danskeren ifølge eb.dk.
Der er fem stigninger på søndagens etape, som dog slutter nedad de sidste 15 kilometer.