Kai Havertz' enlige scoring løftede pres fra Potters skuldre - Chelsea slog Palace 1-0
Det var trængte Chelseas første sejr i 2023 og den blot anden i holdets seneste ni kampe i alle turneringer.
Den danske landsholdsspiller Joachim Andersen spillede som vanligt fra start for udeholdet, men humpede fra banen med en skade kort før pausefløjtet.
Sejren letter uden tvivl i Chelsea, men den rykker til gengæld ikke alverden i tabellen. Her er holdet blot er nummer ti med halvdelen af sæsonens kampe afviklet. Crystal Palace er nummer 12.
Undervejs i første halvleg bekræftede Chelsea, at klubben har sikret sig Mykhailo Mudryk på en otte og et halvt år lang aftale, og i pausen var han på banen for at blive vist frem for fansene.
Og den 22-årige ukrainske offensivspiller bliver en tiltrængt tilføjelse til Chelseas offensiv, der savner power. Fem mål har holdet blot scoret i sine seneste ni kampe.
Begge hold ville gerne frem ad banen fra første fløjt på Stamford Bridge, og det gav en ganske underholdende første halvleg, hvor chancer af svingende størrelse faldt regelmæssigt.
De bedste og skarpeste aktører i de første 45 minutter var dog keeperne Kepa Arrizabalaga og Vicente Guaita, som sørgede for 0-0 med hver deres stærke indgreb.
Anden halvleg startede langt mere hakkende, men efter 64 minutter kom Chelseas forløsning efter et kort hjørnespark, et præcist indlæg af Hakim Ziyech og et veltimet hovedstød af Havertz.
Tyskeren, der tidligere har lavet flere meget vigtige mål for Chelsea, står dermed noteret for fem sæsonmål - et mindre end den aktuelle klubtopscorer, Raheem Sterling.
Havertz havde senere en stor mulighed for at øge til 2-0, ligesom indskiftede Pierre-Emerick Aubameyang bød sig til.
Det forblev dog ved det ene mål frem mod slutfasen, hvor Palace pressede på og var tæt på at udligne efter et hug af midtbanespilleren Cheick Doucoure. Igen var Kepa Arrizabalaga dog på plads og gjorde sig fortjent til endnu en stor aktie i Chelseas sejr.