Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kampafgørende dansker scorer Seattle Krakens sene sejrsmål i NHL-gyser

Ritzau
Oliver Bjorkstrand jubler efter sin afgørende scoring.
Oliver Bjorkstrand jubler efter sin afgørende scoring.GREGORY SHAMUS/GETTY IMAGES NORTH AMERICA/Getty Images via AFP
Oliver Bjorkstrand var helt vital for sin klub, da han med to scoringer i kampen sikrede sit hold sejren.

Danske Oliver Bjorkstrand blev natten til fredag den helt store helt i opgøret mellem hans hold, Seattle Kraken, og Detroit Red Wings.

Efter tre og et halvt minuts forlænget spilletid hamrede den 27-årige herningenser pucken i nettet og gjorde 4-4 til 5-4 for holdet fra Seattle.

Der var ellers tale om en sand gyser i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Jared McCann åbnede målfesten for Seattle Kraken bare 1 minut og 12 sekunder inde i første periode. Det holdt dog i mindre end to minutter, inden hjemmeholdets Ben Chiarot udlignede til 1-1.

Få minutter senere var danskeren på pletten med sin første store aktion.

Bjorkstrand sendte et skud afsted, som ramte målmanden. Riposten landede dog foran svenske Alexander Wennberg, der lagde pucken tilbage til Bjorkstrand lige foran målet, hvorefter danskeren elegant kunne dirigere den forbi en chanceløs Ville Husso i Detroit Red Wings' mål.

Jared McCann scorede endnu et mål for Seattle Kraken, inden Adam Erne reducerede til 2-3, inden spillerne gik til første pause.

I kampens anden periode kom Detroit Red Wings tilbage på 3-3 på mål af Jonatan Berggren. Jaden Schwartz gav igen Seattle Kraken føringen, inden Jake Walman på ny udlignede for Detroit Red Wings.

4-4-stillingen holdt tredje periode ud, og så skulle de to hold altså ud i forlænget spilletid for at finde en vinder.

Her indkasserede Detroit Red Wings' Moritz Seider en to minutters udvisning for slashing og gav dermed Seattle Kraken et power play.

Med fire sekunder tilbage af power playet dukkede Bjorkstrand op med pucken på venstrekanten, sendte et flot langskud i mål og kunne dermed fejre sejren med holdkammeraterne.