Kampen om top-6 spidser til: Brøndby IF og FC Midtjylland tvunget til sejr søndag
FC Midtjylland – Lyngby (14:00)
FC Midtjylland er i overhængende fare for ikke at kvalificere sig til mesterskabsspillet. De er derfor pisket til sejr mod bundholdet fra Lyngby. Lyngby kommer dog ikke til at lægge sig ned frivilligt. De vil jagte den spinkle mulighed for overlevelse, som stadig er til stede.
Indbyrdes opgør
Lyngby har leveret flere fantastiske resultater i denne sæson, selvom de ligger nederst i tabellen. I de to klubbers første møde i sæsonen var Lyngby bagud med 3-0, men fik alligevel spillet uafgjort 3-3 på Lyngby Stadion. Et fremragende comeback af Lyngby, som søndag gæster MCH Arena i Herning. Et sted, hvor Lyngby ikke har vundet siden 2017. FC Midtjylland har i sæsonen indtil videre tabt fem Superligakampe på eget græs, hvilket er den tredjedårligste hjemmebanestatistik i ligaen.
Form
FC Midtjylland startede foråret forrygende med en 4-0-sejr ude over Viborg, men siden er det blev til et nederlag og en uafgjort. Det betyder, at de kun har skrabet fire point sammen i de første tre kampe i 2023. Lyngby har også fået fire point ved et uafgjort resultat i forårspremieren mod FC Nordsjælland og senest en sejr hjemme over Brøndby.
Der er ingen tvivl om, at Lyngby vil være mest tilfredse med deres pointhøst, og de kongeblå kan spille helt frit. Midtjylland har derimod alt at tabe, og det vil være en katastrofe, hvis de ikke vinder og i sidste ende ikke kommer i top-6.
Dem skal du holde øje med
Hos Lyngby skal man holde øje med den rutinerede bomber Alfred Finnbogason. Den 34-årige islænding har for alvor åbnet målkontoen i foråret, da han både scorede i premieren mod FCN og senest blev matchvinder i kampen mod Brøndby.
Erik Sviatchenko har været skadesplaget i starten af foråret, men nu ligner han en, der er klar til at spille flere minutter. Den danske stopper fik en halv time i mandagens kamp mod AaB. FC Midtjylland har tilladt for mange chancer imod, og det skal Sviatchenko være med til at sætte en stopper for.
FC Midtjylland kan ikke bruge andet end en sejr, hvis de skal beholde muligheden for at komme i top-6 i egne hænder. Lyngby kunne fredag se AaB smide point, og derfor skal de forsøge at få en sejr og rykke endnu tættere på nordjyderne og AC Horsens.
Skader og karantæner
Mathias Kristensen - karantæne (Lyngby BK)
Willy Kumado - skade (Lyngby BK)
Kristian Riis - skade (Lyngby BK)
Viborg FF – FC Nordsjælland (16:00)
Viborg og FC Nordsjælland har ligget i toppen af ligaen mere eller mindre fra første spilledag. Nu har Viborg dog mistet andenpladsen til FCK. Viborg vil derfor forsøge at generobre den, mens FCN skal forsøge at lægge afstand til Viborg og ”Løverne”.
Indbyrdes opgør
FC Nordsjælland vandt sæsonens første møde mellem de to tophold. Dengang var det Andreas Schjelderup, der scorede kampens enlige mål.
Generelt set har FCN haft et godt tag på Viborg i de seneste indbyrdes opgør. I sidste sæson vandt Viborg på Farum Park i første spillerunde, men før det var den seneste sejr tilbage i 2006.
Form
Det er kun blevet til fire point for både FC Nordsjælland og Viborg i de første tre kampe. Nordsjælland tabte senest til Silkeborg, selvom FCN var foran og spillede en fremragende første halvleg, så var det ikke nok. Viborg har uden tvivl også været skuffet, efter de smed en 2-0-føring mod Randers væk og måtte nøjes med 2-2.
Begge mandskaber har ikke kunnet finde det tårnhøje niveau, de viste i efteråret, og det kan de blive straffet for nu, hvor FCK buldrer fremad.
Dem skal du holde øje med
Elias Achouri er den Viborg-spiller, der skal skabe magien for midtjyderne. Offensivspilleren har lavet tre mål i de første tre forårskampe, og det er ham, som Jacob Friis skal sætte sin lid til efter Jay-Roy Grot har forladt Viborg.
Det hurtige kombinationsspil bliver nøglen, hvis FCN skal forbi Viborgs gode organisation. Her bliver Jacob Steen Christensen vital. Den 21-årige midtbanespiller er virkelig dygtig til at fordele spillet for Nordsjælland og sætte sine holdkammerater i scene.
Kun tre point adskiller FCN og Viborg. Vinder Viborg søndagens kamp og FCK besjrer Horsens, så vil det betyde, at der er tre hold med 39 point. Det er derfor uhyre vigtige point, der står på spil for begge mandskaber i søndagens topbrag.
Skader og karantæner
Marokhy Ndione - skade (Viborg FF)
Jan Zamburek - skade (Viborg FF)
AC Horsens – FC København (16:00)
Det er svært at se, hvordan skrantende Horsens skal stoppe fremadstormende FCK søndag på CASA Arena. Horsens er i frit fald og er begunstiget af, at AaB heller ikke vinder nogen kampe. FC København har sat jagten ind på FCN og er kun tre point efter inden søndagens kampe.
Indbyrdes opgør
Der er ingen tvivl om, at FCK er storfavoritter til kampen mod AC Horsens. Det var dog de gule fra Østjylland, der trak det længste strå, da de i sæsonens første spillerunde vandt med 1-0 i Parken. Det er paradoksalt nok kun i Parken, at Horsens kan slå FCK, hvilket de har gjort tre gange siden 2018. De har dog tabt de fire seneste kampe på hjemmebane, når FCK har været på besøg.
Form
FC København har vundet samtlige kampe efter nytår, mens AC Horsens har tabt alle tre forårsopgør. AC Horsens er derfor i en helt anden forfatning end i efteråret, hvor de hentede mange point. I efteråret var forsvaret rigtig stærkt, men det har ikke været tilfældet i det nye år, hvor de har lukket ti mål ind i tre kampe.
FCK har ikke indkasseret mål i 2023 og har scoret hele 11 gange i de tre forårskampe. Det er derfor svært at se, hvordan AC Horsens kan stoppe et FCK-hold, der fejer al modstand af banen.
Dem skal du holde øje med
Mohamed Daramy har en konstant trussel for FCK’s modstandere i foråret. Fra sin position på venstrekanten har han både lavet mål og assists, og han ligner igen den Daramy, der blev solgt til at Ajax.
Forsvaret bliver fokuspunktet for AC Horsens, der har været hullet som en si i foråret. Derfor kunne det sagtens tænkes, at den svenske målmand Samuel Brolin skal stå en brandkamp, hvis det skal lykkes at få point.
FC København kan med en sejr enten trække fra Viborg eller komme op på siden af FCN på førstepladsen. "Løverne" er da også favoritter i kampen mod AC Horsens, som skal til at kigge på AaB og Lyngby under sig, og sørge for at opretholde en sikker aftand til nedrykningspladserne. Det kunne de passende gøre med en sejr hjemme over FCK.
Skader og karantæner
Magnus Risgaard Jensen – karantæne (AC Horsens)
Matej Delac – skade (AC Horsens)
Nicolai Boilesen – skade (FC København)
Carlos Zeca – skade (FC København)
Brøndby IF – Silkeborg IF (18:00)
Den står på en direkte duel i kampen om top-6, når Silkeborg gæster Brøndby Stadion i søndagens sene Superligakamp. Kun et enkelt point adskiller Silkeborg på sjettepladsen og Brøndby på niendepladsen. Begge mandskaber er derfor pisket til sejr i kampen.
Indbyrdes opgør
Brøndby var på besøg hos Silkeborg i tredje spillerunde i den igangværende sæson. Her vandt Silkeborg med 2-0 i en kamp, hvor Nicolai Vallys lagde op til det første mål, da han stadig var i Silkeborg på det tidspunkt.
De seneste mange opgør mellem de to hold har været ganske jævnbyrdige, og de skiftes til at slå hinanden. I de seneste fem kampe har de hver især vundet to og spillet en uafgjort.
Form
Silkeborg er startet foråret meget blandt. I de to første kampe mod FCK og AGF spillede holdet fra Søhøjlandet flot fodbold og skabte mange chancer, men hentede kun et point. I seneste kamp spillede Silkeborg en skidt kamp mod FCN, men formåede alligevel at vinde i de døende sekunder.
Brøndby startede foråret fremragende med sejre over både AC Horsens og FC Midtjylland, men i seneste kamp tabte vestegnsholdet til Lyngby, selvom de skabte masser af chancer. Brøndby-træner Jesper Sørensen har implementeret en mere offensiv stil, og det har givet flere chancer i kampene.
Dem skal du holde øje med
Søren Tengstedt har startet ude i de første tre Superligakampe i foråret, men i kampen mod FC Nordsjælland kom han ind og lagde op til det kampvindende mål. I midtugen startede han inde i pokalkampen mod SønderjyskE og lavede et forrygende mål, så Tengstedt kunne meget vel spille en vigtig rolle i kampen mod Brøndby.
Mathias Greve har fundet sin plads på Brøndby-holdet. Den dynamiske midtbanespiller har været en af Brøndbys bedste spillere i foråret, og han bliver vigtig både i den offensive og defensive del. Han skal nemlig være med til at bryde Silkeborgs hurtige kombinationer.
Silkeborg og Brøndby blev i sidste sæson henholdsvis nummer tre og nummer fire. Nu skal de to hold spille en afgørende kamp om, hvem der skal være med i mesterskabsspillet. Begge hold skal meget gerne have en sejr, hvilket plejer at give en seværdig fodboldkamp.
Skader og karantæner
Rasmus Lauritsen - skade (Brøndby IF)
Kevin Tshiembe - karantæne (Brøndby IF)
Gustav Dahl - skade (Silkeborg IF)
Niclas Pedersen - skade (Silkeborg IF)