Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kan Tour de France blive flyttet på grund af klimaændringer? Det frygter fransk profil

Andreas Würtz Adamsen
I denne sæson blev det blandt andet til en samlet niendeplads i Paris-Nice for Guillaume Martin.
I denne sæson blev det blandt andet til en samlet niendeplads i Paris-Nice for Guillaume Martin.Alex Broadway/ASO
Franske Guillaume Martin er kendt for ikke at tøve med at blande sig i større debatter, og i et interview med franske Reporterre fortæller den 29-årige Cofidis-rytter, at han sagtens kan forestille sig Tour de France blive flyttet som følge af klimaændringer.

Da denne journalist tilbage i 2019 overværede både starten og slutningen på 19. etape af Tour de France, begge dele i den sydfranske by Nîmes, var det under nærmest ulidelige forhold. Bagende varme, vindstille, forfærdelige temperaturer selv i skyggen. Og det var endda bare som tilskuer og ikke som atlet, der skulle tilbagelægge 177 kilometer i højt tempo under disse forhold. 

Og værre endnu var det, da Vuelta a España løb af stablen i 2021 var det endnu værre. Da løbet blev skudt i gang var Spanien midt i en hedebølge, hvor temperaturen på løbets første dag nåede op på 47,6 grader i den andalusiske by Córdoba, en ny temperaturrekord for Spanien. Alligevel kørte rytterne ufortrødent afsted, nogle dage med temperaturer der ikke kom under 33 grader, selvom rytterne kom op i højderne undervejs. 

Det er en kendt sag, at den globale opvarmning medfører radikale klimaændringer, og det betyder blandt andet mere ekstremt vejr rundt omkring i verden. Cykelsporten er en af de sportsgrene, der for alvor er afhængige af nogenlunde tilforladeligt vejr for at kunne fungere. 

Derfor frygter franske Guillaume Martin, der kører for Cofidis, at fremtiden ser usikker ud for cykelsporten, og han afviser ikke, at Tour de France på et tidspunkt må flyttes til andre datoer end de datoer i juli, man kender fra Touren. Det fortæller han i et interview med det franske Reporterre.

Cykelsporten er en luksusvare

29-årige Guillaume Martin er kendt for at have en kandidatgrad i filosofi og for ikke at holde sig tilbage fra at kommentere på bredere samfundsanliggender. Han mener, at cykelsporten er en luksusvare i underholdningsbranchen og peger på, at professionel cykling blev set som noget ikke-essentielt under coronapandemien.

Derfor frygter han også, at cykelsporten måske ikke vil finde nogen stor prioritet i fremtidens samfund, hvis klimaforandringerne fortsætter og eksempelvis fører til hungersnød.

Samtidig afslører Guillaume Martin, at han tidligere har overvejet tilværelsen som professionel cykelrytter, når temperaturen på en Vuelta-etape havde et gennemsnit på 39 grader. 

"For en stund tænkte jeg over, hvad i alverden jeg lavede i sadlen, når jeg forsøgte at yde ekstreme præstationer i ekstreme temperaturer, alt imens myndighederne opfordrede befolkningen til at blive indendørs og lukke for vinduesskodderne," kommer det fra Guillame Martin, der i 2020 vandt bjergtrøjen i netop Vuelta a España. 

Er selv en synder

I samme interview fortæller den franske klatrer, der har vundet ni professionelle sejre i karrieren, at han absolut ikke kan påstå ikke selv at være en del af problemet. 

"Min livsstil er mere forurenende end den gennemsnitlige borgers. Det er åbenlyst. Jeg har 200 til 250 dage hjemmefra om året. Dermed ikke sagt at jeg flyver hver eneste dag, men det er vores foretrukne transportmiddel. Det er den måde, hvorpå vi bedst kan restituere," siger Guillaume Martin, der i 2021 sluttede som samlet nummer otte i Tour de France. 

Han kalder cykelsporten for paradoksal, når det kommer til CO2-udledning, for selvom rytterne måske cykler rundt på et nogenlunde grønt transportmiddel, så skal der masser af biler og motorcykler til for at organisere et cykelløb. Samtidig fortæller Guillaume Martin dog, at han tror, at mere og mere af den professionelle cykelverden får øjnene op for, hvor stort problemet er. 

Næste år bliver Tour de France dog antageligt ikke flyttet, for datoerne ligger allerede fast. Løbet skydes i gang i Baskerlandet 1. juli, hvorefter 21 udfordrende etaper venter, før Champs-Élysées rammes af feltet 23. juli. Guillaume Martin forventes at være til start i løbet, hvilket i så fald vil være franskmandens syvende Tour de France i karrieren.