Kanonmål sikrer Betis et point mod Real Madrid
Betis stod godt defensivt, hvilket gæsterne havde det svært med, og i slutminutterne var hjemmeholdet sågar tæt på at tage alle tre point.
Med pointdelingen er Real Madrid et enkelt point foran Girona i toppen. Girona møder søndag nummer tre, FC Barcelona.
I en jævnbyrdig første halvleg havde gæsterne svært ved at skabe chancer mod et Betis-hold, der defensivt var godt indstillet på hovedstadsklubben.
Real Madrid sad på størstedelen af spillet, men det var en første halvleg uden den store underholdning.
Kort inde i anden halvleg lykkedes det Real Madrid at bryde igennem Betis-defensiven, og det var med midtbaneprofilen Jude Bellingham i hovedrollen.
Englænderen blev spillet helt fri i feltet af holdkammeraten Brahim Díaz, og efter en formidabel brystnedtagning sparkede han sikkert gæsterne på 1-0.
Efter føringsmålet virkede gæsterne i kontrol med opgøret.
Ud af ingenting kom Betis tilbage i kampen, da Aitor Ruibal halvvejs i anden halvleg ramte bolden helt rent uden for feltet og kanonerede den op i det fjerne hjørne bag en chanceløs Andriy Lunin i Real Madrid-målet.
Det rystede tydeligt Real Madrid, der efterfølgende havde svært ved at genfinde samme kontrol som før udligningen.
Mod slutningen var det Betis, der havde de største muligheder.
Isco, der ellers normalt ikke har spidskompetencen i hovedspillet, var i de døende minutter et mulehår fra at sende sejren til Betis, da han sendte et hovedstød på indersiden af Real Madrid-stolpen, men ind kom den ikke.