Karim Benzema stopper på det franske landshold efter VM-skuffelse
Det meddeler angriberen selv på sin Twitter-profil på det, der er hans 35-års fødselsdag. Dermed blev det til 97 kampe og 37 mål for Real Madrids bomber, der dog kunne have opnået mange flere af begge, hvis han ikke var blevet sat af landsholdet i perioden 2015-21 af landstræner Deschamps.
"Jeg har gjort den indsats og lavet de fejl, der skulle til for at være, hvor jeg er i dag, og jeg er stolt af det!
Jeg har dermed fået skrevet min historie, men vores (min og landsholdets) historie er nu slut. #nueve (nyt, red.)," skriver Benzema på Twitter.
Årsagen til, at Benzema blev udelukket fra landsholdet i omtalte periode var, at han havde været indblandet i en afpresningssag mod sin daværende landsholdskollega Mathieu Valbuena i forbindelse med et sextape, der var blevet optaget af ham. Han har siden fået et års betinget dom og en bøde på omkring en halv million kroner for sin part i den sag.
Benzemas sidste scoring for det franske landshold faldt i øvrigt i kampen mod Danmark i Nations League i juni, hvor han scorede til 1-0 i sin kamp nummer 95.