Kasper Hjulmand ser stor gevinst i samlingspunkt for bredde og elite
Det mener herrelandstræner Kasper Hjulmand, efter at Dansk Boldspil-Union (DBU) på bestyrelsesniveau har truffet en principbeslutning om at etablere træningscenteret, der længe har været på unionens og landstrænerens ønskeliste.
"Det her handler ikke bare om A-landsholdet. Det her center bliver hele Danmarks klubhus, det bliver for hele Fodbolddanmarks bedste."
"Det er et paradoks, at vi er et land, der - ikke kun i fodbolden - skal leve af sammenhænge og viden, men at vi ikke har et sted at kunne være sammen for at forske og udvikle alt fra børnefodbolden til eliten. Det får vi nu, og det kommer til at løfte alle kroge af dansk fodbold", siger landstræneren.
Der er ingen konkret byggeplan for centeret. Det skal ligge inden for 45 minutters kørsel til Københavns Lufthavn og Parken. Finansieringen for det trecifrede millionprojekt er heller ikke på plads.
Både de danske A- og U-landshold skal træne på centeret, der også skal være nyt hovedkontor for DBU.
På A-landsholdsniveau er det essentielt at kunne have et center med de ypperste rammer, påpeger Kasper Hjulmand.
"Jeg tror, at 88 ud af de 100 bedste lande på verdensranglisten har et nationalt fodboldcenter eller et fodboldcampus. Hvor kom Marokko fra til VM? De har investeret massivt i fodbold og har bygget et nationalt center omkring 2009-2010. Vi skal også investere i infrastruktur."
"Hvis vi også skal have et landshold, der kan spille med fremme om ti år, så er det nødvendigt, at vi har et sted at udvikle fodbolden. Men det handler ikke om mursten eller A-landsholdet, det handler om dansk fodbold som helhed."
"Hvis man ser på dagsordenen fra nyhederne de seneste to-tre måneder, så handler det om børns trivsel i fællesskaber, deres sundhed og mentale sundhed. Der har fodbolden meget at byde på i forhold til at kunne spille ind i den ramme", siger Kasper Hjulmand.
Han peger på, at forskning og bedre vidensdeling om børnefodbold kan være med til at give et socialt løft.
Det er ikke sikkert, at Hjulmand bestrider samme job, når centeret en gang står færdigt. Men efter at have set nationale træningsanlæg og de bedste europæiske klubbers anlæg har han ønsker til, hvad det danske byggeri skal indeholde.
"Jeg kan love dig for, at jeg kommer til at give mine input. Jeg har været optaget af det her center, lige siden jeg blev ansat som landstræner. Jeg vil give mine input til, hvad vi skal bruge lige nu og her, og hvordan vi kan bruge det til at styrke dansk fodbolds fremtid."
"Jeg har set mange fantastiske nationale træningscentre i Europa, og jeg tror, at vi har muligheden for at lave noget, der er på samme niveau, men som også er anderledes og dansk, og som kan samle hele dansk fodbold."
"Det skal være til gavn for alle, uanset om man spiller fodbold i Nordjylland, Sønderjylland eller København", siger landstræneren.