Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kent Nielsen er bitter efter sen Silkeborg-nedtur

Flashscore
Kent Nielsen ærgrer sig over sent nederlag.
Kent Nielsen ærgrer sig over sent nederlag.Profimedia
Silkeborg var bedre end Gent, mener ærgerlig Kent Nielsen efter europæisk nedtur.

Silkeborgs cheftræner, Kent Nielsen, er skuffet, efter at hans mandskab torsdag aften røg ud af europæisk fodbold efter et samlet 4-5-nederlag til belgiske Gent efter forlænget spilletid.

I returkampen i Belgien udlignede hjemmeholdet først i tillægstiden og fremtvang forlænget spilletid, hvor Gent scorede yderligere en gang få minutter før en eventuel straffesparkskonkurrence.

Dermed missede Silkeborg en plads i Conference Leagues playoffrunde, selv om den danske klub havde et spillemæssigt overtag mod belgierne.

"Over to kampe - altså de første 180 minutter - kan vi godt få øje på, at der ikke skulle meget mere til, før vi havde vundet samlet."

"Det er selvfølgelig en enorm skuffelse. Det er en ting, at det sker omkring det 120. minut, men vi skal ærgre os endnu mere efter de 90 minutter. Jeg synes, at vi i store dele af kampen spillede rigtig, rigtig stærkt, og det var ikke sådan, at det lå i luften, at de skulle udligne kort før tid."

"I de første 90 minutter var vi rigtig, rigtig gode, men jeg synes, at vi havde det svært i omkampen, hvor vi var meget trætte. Der var det mere overlevelse, selv om de ikke havde de store chancer. Så det er selvfølgelig ekstra bittert, at det var så tæt på slutsignalet, at de fik lavet det tredje mål," siger Kent Nielsen til Silkeborgs hjemmeside.

Tonni Adamsen lignede den store Silkeborg-helt med sine to fuldtræffere i Gent.

Ugen inden scorede han også begge Silkeborgs mål i hjemmekampen mod Gent, ligesom han også blev dobbelt målscorer mod norske Molde, da Silkeborg for to uger siden røg ud af Europa League-kvalifikationen.

Selv om Silkeborg nu er røget ud af to europæiske turneringer, mener Kent Nielsen, at hans hold har præsteret godt mod modstandere med langt større budgetter og mere international erfaring.

"Jeg synes, at vi både mod Molde og Gent har vist os som et gangbart, internationalt hold, som kan påvirke kampforløbene med vores måde at spille på."

"Vi kan godt se, at vi har modstandere, der hopper højere og løber hurtigere, men alligevel har vi noget, der gør os svære at spille imod," siger Kent Nielsen.

De danske pokalvinderes næste kamp er på søndag hjemme mod FC Nordsjælland.