Bittert, bittert: Magnussen udgår på første omgang af brasiliansk GP efter kollision
Allerede inden der var kørt en omgang af det brasilianske Formel 1-grandprix, røg danskeren ud af løbet.I et sving fik han et puf af Daniel Ricciardos McLaren-racer og drejede rundt, inden australieren igen kørte ind i Magnussen. Begge biler røg af banen, og begge kørere steg ud af deres biler.
"Nogle gange har vi set, at Kevin Magnussen har været aggressiv og ramt andre biler, men i dag kørte danskeren med tålmodighed og forsigtighed, mens det var Ricciardo, der var aggressiv og forsøgte at skabe et hul, hvor der ikke var plads. Derfor ramte han Magnussen, som er uden skyld i sammenstødet. Men hamrende ærgerligt med sådan en slutning på en ellers flot weekend af Magnussen", sagde Formel 1-eksperten Jacob Hammerholt, TV 2 SPORT i sin live-kommentering.
Dermed endte en ellers historisk god dansk Formel 1-weekend med en nedtur. Kevin Magnussen vandt fredag kvalifikationen og tog dermed sin første pole position i karrieren. Det betød, at han lørdag startede forrest, da der var sprintløb på banen i Brasilien.
Det var ikke ventet, at Kevin Magnussen kunne holde pladsen i front, og han sluttede da også sprintløbet som nummer otte, hvilket var godkendt. Det betød samtidig, at han indledte søndagens grandprix som otter, men der gik altså ikke engang en omgang, før det var slut. Efter sammenstødet mellem Magnussen og Ricciardo kom der safety car på banen i flere omgange.