Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Klatrestærk brite fik bugt med belgisk stjerne: Var ikke nok til den samlede sejr

Andreas Würtz Adamsen
Det var karrierens professionelle sejr nummer 19 for Adam Yates, da den 30-årige brite søndag sejrede i UAE Tour.
Det var karrierens professionelle sejr nummer 19 for Adam Yates, da den 30-årige brite søndag sejrede i UAE Tour.Profimedia
Selvom han måtte strække gevær overfor britiske Adam Yates på søndagens finalestigning, Jebel Hafeet, så sluttede Soudal-Quick Steps superstjerne Remco Evenepoel ikke desto mindre som samlet vinder af årets UAE Tour.

For UAE Team Emirates er etapeløbet UAE Tour naturligvis blandt de helt store mål. Ikke fordi, der er er nogen kæmpestor sportslig prestige i at sejre i De Forenede Arabiske Emirater, men derimod fordi holdets helt store økonomiske støtte, som navnet antyder, er netop Emiraterne.

Derfor lunede det gevaldigt, da Adam Yates søndag sejrede på løbets syvende og sidste etape, der sluttede på stigningen Jebel Hafeet, som traditionen foreskriver. Her har der således været målstreg på ni forskellige etaper af først Abu Dhabi Tour og senere det nuværende UAE Tour.

Det lignede ellers, at det skulle blive et katastrofalt etapeløb for UAE Team Emirates, for allerede på første etape led håbet om en samlet sejr et stort knæk, da Adam Yates smed 51 sekunder i sidevinden til både Soudal-Quick Steps belgiske superstjerne Remco Evenepoel og INEOS Grenadiers’ stjerneskud Luke Plapp, og på tredje etape blev håbene blot forværret, da UAE Team Emirates’ australske profil Jay Vine måtte udgå.

Godt nok fik Juan Sebastián Molano reddet lidt af holdets ære allerede på fjerde etape, da colombianeren sejrede i en massespurt, men det helt store mål var naturligvis at genvinde det samlede klassement, som de gjorde i både 2022 og 2021, hvor Tadej Pogačar sejrede.

Selv med sejren på Jebel Hafeet, som blev grundlagt med cirka tre kilometer tilbage, da Adam Yates rejste sig fra sadlen og trådte fra Remco Evenepoel, kunne den 30-årige brite dog ikke true Remco Evenepoel, der gik ind til søndagens etape med et solidt forspring på over et minut til Yates.

På målstregen var der således kun ti sekunder mellem Yates og Evenepoel, og dermed kan sidstnævnte fejre karrierens professionelle klassementssejr nummer 11, hvoraf de 10 har været på enten World Tour- eller Pro Series-niveau, de to højeste niveauer i cykelsporten.

Med sin præstation fik Adam Yates dog til gengæld klemt sig ind i top tre, tre sølle sekunder foran Bahrain-Victorious’ spanske Pello Bilbao, der mistede 54 sekunder på etapen til Jebel Hafeet. Australske Luke Plapp tog sig af andenpladsen, mens Sepp Kuss, Jonas Vingegaards amerikanske holdkammerat på Jumbo-Visma, runder top fem af.

UAE Tour var sæsonens andet etapeløb på UCI’s World Tour. I starten af marts venter de to traditionsrige forårsetapeløb, Paris-Nice i Frankrig og Tirreno-Adriatico i Italien, inden forårsklassikerne for alvor tager fart i slutningen af marts med løb som Gent-Wevelgem og Flandern Rundt.