Klopp frygter halvsæson med skaderegn i kølvandet på VM
At spillere, som har været til VM, er mere trætte end spillere, der ikke har, er ikke noget nyt. Men et VM midt i sæsonen er nyt, og restitutionen af spillere bliver et parameter frem mod sæsonafslutningen til sommer.
Det siger Liverpool-træner Jürgen Klopp.
"For spillerne, der har været til VM, bliver året virkelig intenst. Vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi skal håndtere det, og vi vil studere informationen (spillernes fysik, red.) meget grundigt," lyder det fra den tyske træner ifølge Reuters.
Normalt ligger VM og EM om sommeren efter en turnering, så det er i første halvdel af sæsonen, de mest belastede spillere skal passes ekstra på.
Nu bliver det i anden halvdel, hvor det hele skal afgøres, og hvor endnu mere er på spil. Det gælder også for Liverpool, som havde en noget lunken første halvsæson.
Holdet er på sjettepladsen i Premier League med 15 point op til Arsenal i front og syv point op til den fjerdeplads, som er sidste billet til Champions League-deltagelse i næste sæson.
"Vi har efterladt et hul mellem os og de interessante placeringer i tabellen. Vi skal på jagt," lyder det fra Klopp.
Jagten indledes mandag i det klassiske juleprogram i England. Her skal Liverpool på besøg hos Aston Villa.