Klubløs spansk stjerne træner med FC Nordsjælland
FC Nordsjælland har fået en prominent tilføjelse til holdets træninger.
Således træner den 36-årige spanske stjerne Juan Mata med, da han er svensk gift med familie i Malmø og derfor har været på udkig efter en mulighed for at træne i nærheden, da han aktuelt ikke har nogen klub.
Det oplyser FCN på sin hjemmeside, og klubbens Director of Football, Phil Radley, uddyber.
"Juan Mata har forespurgt på muligheden for at træne med i en periode, mens han er i Sverige. Da Mata er en god ven af huset - blandt andet som medstifter af den velgørende organisation Common Goal, som FC Nordsjælland er medlem af - vil vi gerne imødekomme dette ønske."
"Der er heller ikke nogen tvivl om, at vores unge trup vil kunne suge en masse input og erfaringer til sig i løbet af den periode, han træner med hos os, så på den måde kan vi hjælpe hinanden," siger Phil Radley.
Mata var senest på kontrakt hos japanske Vissel Kobe, men den udløb i starten af 2024.
Tidligere har han spillet for storklubber som Valencia, Chelsea, Manchester United og Galatasaray.
Han har desuden spillet 41 landskampe for Spanien og var med til at vinde VM i 2010 og EM i 2012.