Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Klublegendes søn gør storebror selskab i Skjern: Har altid været en drøm at vende tilbage

Andreas Würtz Adamsen
Viktor Bergholt glæder sig til at få lov at spille foran fyldte tribuner i Skjern Bank Arena i næste sæson.
Viktor Bergholt glæder sig til at få lov at spille foran fyldte tribuner i Skjern Bank Arena i næste sæson.Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Til sommer er der vagtskifte på venstrefløjen i Skjern Håndbold. Her vinker de grønblusede nemlig farvel til 33-årige Jørgen Rasmussen, der i 2020 vendte tilbage til Skjern, efter han i 2012 forlod klubben ovenpå fire sæsoner.

Og afløseren for Jørgen Rasmussen er såmænd allerede fundet. Det bliver nemlig Viktor Bergholt, der kommer til fra 1. divisionsklubben TM Tønder. 21-årige Viktor Bergholt er lillebror til stregspiller Emil Bergholt og søn af klublegende Henrik Bergholt, der spillede svimlende 352 kampe for netop Skjern Håndbold.

Det er da også i netop Skjern, at Viktor Bergholt har fået sin håndboldopvækst, men fløjspilleren har været forbi to andre destinationer i håndboldens Danmark, før han til sommer altså kan se frem mod endelig at debutere for barndomsklubben.

"Det har altid været en kæmpe drøm at spille i Skjern Håndbold igen, og det giver helt kuldegysninger ved tanken om at spille i Skjern Bank Arena," kommer det fra Viktor Bergholt i klubbens pressemeddelelse.

Bergholt har ellers kun været i Tønder siden starten på indeværende sæson, hvor han underskrev en toårig kontrakt med den sønderjyske klub, en kontrakt der dog indeholdt en option, der gjorde det muligt for den dygtige venstrefløj at forlade klubben, hvis et attraktivt tilbud skulle komme.

I Tønder ærgrer man sig selvsagt over til sommer at måtte vinke farvel til holdets nuværende topscorer i 1. division, men ikke kun fordi, at Bergholt spæder til med en masse scoringer. Han har nemlig meget andet at byde på trods sine blot 21 år og ikke voldsomt store erfaring.

"Han giver sig altid 100 procent i træning og til kamp, mens han uden for de 20 x 40 meter har været en samlende spiller for truppen. Og han er ikke mindst en vinder, hvilket kommer til udtryk i hans tilgang til såvel træning som i kamp. Hertil kommer, at han til trods for sin unge alder også gerne tager ordet, når han føler han kan bidrage. Derfor havde vi også gerne set, at Viktor havde taget en sæson mere i TMT," fortæller sportschef Steen Thomsen i den sønderjyske klubs pressemeddelelse.

Det er indtil videre blevet til 75 scoringer fra venstrefløjen i denne sæson for Viktor Bergholt. De er blevet scoret i løbet af 16 kampe, hvoraf TM Tønder har vundet syv, hvorfor de i øjeblikket indtager en sjetteplads i 1. division. Topholdet, TMS Ringsted, er stukket gevaldigt af med 11 sejre i 15 kampe, men til gengæld er Sydhavsøerne på tredjepladsen indenfor rækkevidde for Tønder.

I et enkelt luftlag højere, i herrehåndboldligaen, indtager Skjern Håndbold femtepladsen efter 18 spillerunder. Det gør de efter imponerende 10 sejre og tre uafgjorte.