Knæopereret Paul Pogba må droppe fodbold-VM
Midtbanestjernen er blevet opereret for en knæskade og har slet ikke været på banen for sin klub, Juventus, i denne sæson.
Nu står det klart, at han ikke når at blive klar til slutrunden, der begynder om knap tre uger. Det oplyser Pogbas agent, Rafaela Pimenta, ifølge nyhedsbureauet AFP.
"Efter de seneste dages lægeundersøgelser i Torino og Pittsburgh gør det ekstremt ondt at meddele, at Paul Pogba stadig har brug for tid til at komme sig oven på sin operation. Derfor vil Paul ikke være i stand til at vende tilbage til Juventus' trup før VM og vil heller ikke kunne være med på det franske landshold i Qatar", siger Pimenta.
Pogba vendte i sommer tilbage til Juventus efter seks år i Manchester United. Men foreløbig har tilhængerne af den italienske storklub intet set til det hjemvendte topnavn.
I juli ødelagde han menisken, men fravalgte i første omgang en operation i håb om, at skaden helede sig selv.
Da hans forsøg på at genoptage træningen i september slog fejl, ombestemte han sig dog og lod sig operere.
Først for to uger siden kunne han så småt begynde at træne med holdkammeraterne.
Afbuddet fra Pogba er en streg i regningen for landstræner Didier Deschamps. Han må i forvejen se bort fra en anden midtbaneprofil, Chelseas N'Golo Kanté, der er blevet opereret i låret og er ude i fire måneder.
Frankrig er regerende verdensmester og indleder VM mod Australien 22. november. Fire dage senere gælder det Danmark.
/ritzau/