Kommentator fyret efter upassende bemærkning under kvindernes svømmestafet
Der er fuld gang i OL, hvor flere sportsgrene løber af stablen på samme tid. Lørdag var der masser af aktivitet i de olympiske bassiner, hvor der blev uddelt flere medaljer.
Blandt andet var de australske kvinder Mollie O'Callaghan, Shayna Jack, Emma McKeon og Meg Harris dominerende i holdkonkurrencen, efter at deres landsmand Ariarne Titmus havde vundet guld i kvindernes 400 m fri tidligere på aftenen.
Selvom præstationerne i vandet naturligvis fik opmærksomhed, så gjorde en Eurosport-kommentator det samme.
Kommentatoren Bob Ballard er nemlig blevet fyret fra Eurosports dækning af OL i Paris, fordi han kom med en kontroversiel bemærkning, efter at Australiens kvinder havde vundet guld i 4x100 m fri.
Et klip af Ballards kommentar efter Australiens stafettriumf er gået viralt på de sociale medier og har udløst omfattende kritik.
Han sagde under kommenteringen: ”Kvinderne er ved at være færdige. Du ved, hvordan kvinder er ... de hænger ud og lægger makeup.”
Kommentaren har fået så meget negativ opmærksomhed, at Eurosport har taget konsekvensen og nu sagt farvel til Bob Ballard. Det fortæller Eurosport i en meddelelse:
”Under en del af Eurosports dækning i går aftes kom kommentator Bob Ballard med en upassende kommentar. Derfor er han blevet fjernet fra vores kommentatorliste med øjeblikkelig virkning.” Skriver Eurosport.