Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kommer Kroatien i endnu en finale eller får Argentina muligheden for VM-guld?

Simon Lindgren
Kommer Kroatien i endnu en finale eller får Argentina muligheden for VM-guld?
Kommer Kroatien i endnu en finale eller får Argentina muligheden for VM-guld?Alberto Pizzoli / AFP
Det er blevet tid til den første VM-semifinale. Tirsdag aften tørner Kroatien og Argentina sammen i en direkte duel om en plads i finalen ved VM i Qatar.

Argentina er kommet sig over chokstarten ved slutrunden, hvor de i første spillerunde tabte 2-1 til Saudi-Arabien. Argentinerne er blevet bedre og bedre i løbet af turneringen, og sydamerikanerne er kommet i semifinalen efter en sejr på straffespark over Holland i Kvartfinalen.

Kroatien har været meget stabile gennem hele turneringen. Fire ud af holdets fem kampe ved slutrunden er endt uafgjort. Med sejre efter straffesparkskonkurrence, i både ottendedelsfinalen over Japan og i kvartfinalen over Brasilien, er Kroaterne klar til semifinalen mod Argentina.

Begge hold har deltaget i en VM-finale ved de seneste to slutrunder. Desværre for de to nationer har de også tabt dem. I 2014 var Argentina i finalen ved VM i Brasilien, hvor de tabte til Tyskland efter forlænget spilletid. Helt så tæt var det dog ikke i 2018, da Kroatien til VM i Rusland tabte finalen med 4-2 til Frankrig.

Indbyrdes opgør

Bookmakerne har Argentina som favorit til at gå videre. Kroatien slog dog guldfavoritterne fra Brasilien ud i kvartfinalen, så alt tyder på, at det bliver en tæt affære.

Hvis man kigger på de to holds indbyrdes kampe, så har de spillet fire kampe mod hinanden, hvor de hver især har vundet to kampe.

VM 2018 – gruppespil - Kroatien vinder 3-0.

Venskabskamp 2014 - Argentina vinder 2-1.

Venskabskamp 2006 - Kroatien vinder 3-2.

VM 1998 – gruppespil - Argentina vinder 1-0.

De to holds seneste indbyrdes opgør ved VM i 2018 var en sand magtdemonstration af Kroatien, der senere kom i finalen ved selvsamme slutrunde.

Det er nu femte gang, at Kroatien og Argentina skal møde hinanden. Det kan dog være svært at spå, om det bliver Messi eller Modric, der kan føre sit hold frem til endnu en VM-finale.

Hvem er bedst rustet til en eventuel straffesparkskonkurrence?

Det er ikke utænkeligt, at kampen kan ende med at blive afgjort i en straffesparkskonkurrence. Både Kroatien og Argentina vandt deres respektive kvartfinaler efter straffespark. I Kroatiens kamp mod Brasilien virkede det til, at kroaterne ikke havde noget imod en straffesparksafgørelse, mens Argentina smed en 2-0-føring væk til allersidst i deres kvartfinale mod Holland og måtte derfor afgøre kampen fra 11-meterpletten.

De kroatiske krigere går til kampen som underdog, hvilket kan være en fordel i sådanne situationer.

”Ja, Kroatien er et meget lille land, men det giver dem også en fordel i straffesparkskonkurrencen. De går altid ind til en straffesparkskonkurrence som underdog.”, fortæller Ben Lyttleton i et interview med DR.

Derudover har den kroatiske målmand, Dominik Livakovic, været næsten umulig at passere fra pletten. I både ottendedels- og kvartfinalen blev der sparket otte straffespark på Livakovic, men der blev kun scoret på tre af dem. En flot statistik som uden tvivl har givet selvtillid til Dinamo Zagreb-keeperen.

Argentinas målmand Emiliano Martinez stod dog også en suveræn straffesparkskonkurrence i kvartfinalen mod Holland. Her reddede Aston Villa-målmanden de to første straffespark og gav sine argentinske holdkammerater en stor fordel.

Det er derfor to målmænd, der er propfyldt med selvtillid inden kampen. Argentinas favoritværdighed forsvinder dog, hvis kampen skal afgøres fra pletten.

Semifinalen spilles klokken 20 tirsdag aften.