Kontroversiel keeper kapper båndet til sit landshold: Støtter kun som fan fra nu af
Efter at være rejst hjem i utide fra VM i Qatar på grund af uenighed med landstræneren kapper André Onana nu båndene til landsholdet.
"Hver historie, uanset hvor smuk den er, har en slutning. Og min historie med Camerouns landshold har nået enden," skriver han på Twitter.
Onana vogtede målet mod Schweiz i Camerouns første kamp ved VM. Alt tyder nu på, at det bliver hans sidste landskamp.
Til den efterfølgende kamp mod Serbien havde landstræner Rigobert Song sat reserven Devis Epassy på mål, mens Onana end ikke var at finde på udskiftningsbænken.
Flere medier skrev, at Onana var blevet vraget af disciplinære årsager, og at han omgående havde forladt VM-lejren og var rejst hjem.
Landstræner Song hævdede senere, at Onana selv havde bedt om at stå over. Det afviste målmanden dog blankt. Beslutningen var trænerens, meddelte han.
Nu er tiden på landsholdet altså forbi. Det blev til 34 kampe siden debuten i 2016.
"Jeg vil fortsætte med at støtte holdet som fan, ligesom mere end 27 millioner camerounere gør i hver kamp. Jeg kan kun takke alle dem, der havde tillid til mig og troede, at jeg kunne bidrage til holdet," lyder det fra André Onana.