Kontroversielle Grabara lagde brænde på bålet i målmandsstrid: Jeg fortryder intet
Det er den polske FC København-keeper pinligt bevidst om efter et halvår, hvor han har bragt sig selv i fokus med flere bemærkelsesværdige kommentarer.
Særligt fejden mellem ham selv og den nu forhenværende FCK-målmand Mathew Ryan har været på radaren hos fodboldfans i både ind- og udland.
Under VM strøg Kamil Grabara til Twitter-tasterne og stak til sin kollega, som lavede en fejl i Australiens ottendedelsfinale mod Argentina.
"Det var nok fuldstændig unødvendigt, ikke?" siger Kamil Grabara, da han har placeret sit lange korpus i en udendørs hjørnesofa i det sydlige Portugal, hvor FCK i disse dage er på træningslejr.
Mathew Ryan havde inden VM udtrykt skuffelse over, at han var blevet vraget som førstekeeper, da Kamil Grabara kom tilbage fra en skade. Australieren havde kaldt det en politisk beslutning fra FCK's ledelse.
Da Ryan lavede en fejl i VM-ottendedelsfinalen, skrev Grabara sarkastisk på Twitter: "Det må helt sikkert have været politik". Polakken erkender, at han måske ville have handlet anderledes, hvis han kunne skrue tiden tilbage, men selv om han mener, at det var unødvendigt, så fortryder han det ikke.
"Jeg havde fuld kontrol over, hvad jeg gjorde, så jeg kan ikke sige, at jeg fortryder det. Det er, som at slå nogen ihjel og så sige, at man fortryder det. Selvfølgelig fortryder man det ikke, for man gjorde det", siger Kamil Grabara.
Da de to kom hjem fra VM, var luften mellem dem ikke ligefrem varm. Men det behøver den heller ikke være mellem holdkammerater, mener Grabara.
"Når man skriver under på sin kontrakt, står der ikke, at man skal få venner på holdet."
"Jeg har ikke brug for, at nummer tre er venner med mig. Jeg vil egentlig gerne have, at han er et røvhul overfor mig. Jeg ønsker, at han har sine egne mål, og at han ønsker at spille", siger Kamil Grabara.
Mathew Ryan skiftede i januar væk fra FCK efter et halvt år, men om det var en konsekvens af Grabaras Twitter-udfoldelser, vil polakken ikke gisne om.
"Jeg ved det ikke. Jeg har ikke talt med ham om det, og han har ikke fortalt mig det. Jeg kan bare gætte. Måske, som han sagde i medierne, var det altid hans plan at smutte efter et halvt år", siger Kamil Grabara.
Faktum er, at Kamil Grabara nu igen er ubestridt nummer et i det københavnske mål, og der i hjørnesofaen gør han ikke meget for at skjule, at han nyder det.
"Jeg har ikke brug for, at der er en, der ånder mig i nakken, for at forbedre mig."