Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kragh Andersen få pedaltråd fra flot sejr: Snydt på målstregen af hurtig italiener

Andreas Würtz Adamsen
Søren Kragh Andersen var tirsdag tæt på at tage karrierens professionelle sejr nummer 10. Danskeren måtte se sig slået på de absolut sidste meter.
Søren Kragh Andersen var tirsdag tæt på at tage karrierens professionelle sejr nummer 10. Danskeren måtte se sig slået på de absolut sidste meter.Profimedia
Det var lige ved og næsten for Søren Kragh Andersen tirsdag, da danskeren satte et flot angreb ind på den afgørende kilometer af den vallonske efterårsklassiker Binche-Chimay-Binche. På de afgørende meter blev danskeren dog overhalet og måtte tage til takke med en tredjeplads.

Der var masser af danskere til start, da udgave nummer 36 af Binche-Chimay-Binche tirsdag blev afviklet med rundstrækninger og mål i og omkring middelalderbyen Binche, mellem Charleroi og Mons syd for den belgiske hovedstad. 

I alt ni gange kunne man således finde dannebrog på startlisten til det hårde vallonske løb, og det var blandt andet med en stærk Soudal-Quick Step trio bestående af Kasper Asgreen, Michael Mørkøv og Casper Pedersen, såvel som den 22-årige Cofidis-stagiaire Joshua Gudnitz, der kunne opleves i det kuperede løb. 

Det var dog ingen af førnævnte, der skulle vise sig som det bedste danske vinderbud, og ligeledes var det heller ikke en af løbets helt store forhåndsfavoritter, Arnaud De Lie, der skulle ende med at løbe med sejren i Belgien. 

Nej, det blev i stedet italienske Luca Mozzato, der på de allersidste meter kom flyvende og overhalede ikke bare én men to konkurrenter, der ellers havde åbnet et hul på løbets afgørende hundrede meter. Den ene af dem? Danske Søren Kragh Andersen. 

Forinden havde både Soudal-Quick Step og Lidl-Trek sat deres præg på finalen, førstnævnte med flere forsøg på udbrud, blandt andet i form af franske Florian Sénéchal, sidstnævnte snarere med en benhård kontrol af fronten i feltet.

Manden, der skulle køres for på Lidl-Trek, var da også halvt om halvt på hjemmebane, for belgiske er 32-årige Edward Theuns, om end han tilhører den flamske del af landet, modsat føromtalte Arnaud De Lie, der om nogen var på hjemmebane i Vallonien. 

21-årige De Lie fik dog forpurret sine sejrschancer med lidt over en kilometer til målstregen, da et par ryttere, herunder Soudal-Quick Steps bomstærke belgier Yves Lampaert, røg i asfalten i et sving, hvilket åbnede et anseeligt hul, De Lie fanget på den forkerte side af dette. 

På den rigtige side af hullet sad til gengæld danske Søren Kragh Andersen, der i efteråret har vist forrygende takter i blandt andet Luxembourg Rundt, hvor det blev til to andenpladser og en samlet sjetteplads. Den 29-årige Alpecin-Deceuninck-rytter gav den da også et skud, åbnede langt ude fra på den hårde brostensstigning, og i første omgang så Theuns, Lidl-Treks kaptajn, ikke ud til at kunne følge ham. 

Som Kragh Andersen ramte de afgørende få hundrede meter, fik Theuns dog lukket hullet, og samtidig kom tirsdagens vinder, 25-årige Luca Mozzato, stormende bagfra. Den hurtige Team Arkéa Samsic-rytter fik lige præcis kastet cyklen forbi både Kragh Andersen og Theuns, og dermed kunne den hurtige italienere række armene i vejret og fejre en flot sejr. 

Det var karrierens blot anden sejr for 25-årige Mozzato, der i august vandt karrierens første med en flot spurtsejr i Tour du Limousin. Belgiske Theuns tog sig af andenpladsen, mens det blev til nok en topplacering men ej sejr for Søren Kragh Andersen, der siden sin sejr i Eschborn-Frankfurt 1. maj er sluttet på podiet intet mindre end fem gange uden at hente en sejr.