Kristoffer Olsson i fremgang: Vitale organer fungerer
Superligaprofilen Kristoffer Olsson har fortsat ikke været ved bevidsthed, siden FC Midtjylland-spilleren tirsdag i sidste uge mistede bevidstheden i sit eget hjem, men der er alligevel fremgang at spore.
Svenskerens vitale organer har nemlig ikke taget skade.
Det siger FC Midtjyllands administrerende direktør, Claus Steinlein, til klubbens hjemmeside sent fredag eftermiddag.
"Seneste nyt er, at Kristoffers vitale organer fungerer, og at lægerne ser små forbedringer, men situationen er fortsat alvorlig, og han har stadig ikke været ved bevidsthed," siger Claus Steinlein.
Olsson er indlagt i respirator på Aarhus Universitetshospital.