Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kroatien ydmyget af revanchelystne danske håndboldherrer

Ritzau
Danske håndboldherrer tager revanche og udspiller Kroatien
Danske håndboldherrer tager revanche og udspiller KroatienProfimedia
Efter den skuffende indsats i 36-36-kampen mod Norge lørdag vidste de danske håndboldherrer et noget andet niveau i søndagens testkamp mod Kroatien.

I en ellers temmelig mennesketom hal i Oslo blev Kroatien sat godt og grundigt til vægs. Danmark sejrede med 37-22 i en tangering af rekorden for den største sejr over Kroatien.

Emil Nielsen kom langt bedre i gang, end han gjorde lørdag mod Norge. Det gav Danmark det sædvanligt stærke fundament i defensiven.

Offensivt haltede det en smule frem til 5-5. Thomas Arnoldsen ramte ikke helt niveauet, men da Nikolaj Jacobsen skiftede Simon Pytlick ind i stedet, kom der mere snert i angrebet.

Samtidig rullede Emil Nielsen gardinet helt ned i målet mod et kroatisk hold, som gik i stå offensivt. Fuldstændigt i stå faktisk. I mere end 11 minutter kom kroaterne ikke på måltavlen, hvor Danmark rykkede fra til føring på 12-5.

Og reduceringen til 6-12 blev sidste gang i halvlegen, de fik klemt bolden forbi den danske keeper. Emil Nielsen nåede over 60 i redningsprocent før pausefløjt i en meget ensidig affære.

Han leverede flere flotte redninger, men det skal også med i ligningen, at en god bid af de kroatiske afslutninger sandt for dyden heller ikke levede op til international topklasse.

Emil Jakobsen på venstre fløj fra flyvende i de første 30 minutter og stod for seks mål på syv forsøg.

Føringen på 16-6 halvvejs blev udbygget i anden halvleg, men kroaterne fik sat prop i den værste nedtur.

De fik skudt en smule hul på Emil Nielsen. Dog kunne de ikke tæmme Gidsel og co. i den anden ende.

Målene blev ved med at hagle ind bag de skiftende kroatiske keepere, mens Nikolaj Jacobsen kunne bringe bænkens yderste mandater i spil.

Trods en lidt uskøn afslutning på kampen fra dansk side, så fjernede det ikke billedet af en stærk og gennemført indsats.