Kuglestødsfænomen vil afslutte OL-karriere med guld om fire år
Efter tre olympiske guldmedaljer på stribe varsler kuglestødsfænomenet Ryan Crouser, at han går efter et fjerde OL-guld om fire år.
Kan han vinde på hjemmebane ved legene i Los Angeles, vil det være det perfekte punktum på en pletfri olympisk karriere.
Sådan lyder det fra den 31-årige amerikaner, efter at han lørdag aften vandt guld ved legene i Paris med et stød på 22,90 meter.
"Den perfekte måde at slutte på vil være ved legene i Los Angeles i 2028. Det vil være fantastisk at kunne afslutte karrieren på hjemmebane. Det er første og eneste gang, jeg vil kunne være til et OL i USA," siger Ryan Crouser ifølge nyhedsbureauet AFP.
Der var ikke meget spænding om lørdagens udfald. Verdensrekordholderens stød var hele 75 centimeter længere end den mangeårige rival Joe Kovacs' sølvstød.
Ryan Crouser er den første kuglestøder til at vinde OL-guld tre gange i træk. Sejren i Paris overgår triumferne fra Rio de Janeiro og Tokyo, siger den mere end to meter høje og 145 kilo tunge kuglestøder.
"Den her sejr betyder mest af dem alle."
"I Rio var jeg den nye dreng i klassen, det var mit første år som professionel. Jeg var måske ikke decideret heldig, men jeg værdsatte det ikke på samme måde."
"I Tokyo for tre år siden havde jeg lige sat verdensrekord, og det føltes, som om at jeg kun kunne tabe guldet."
"Den her gang kom jeg ind til OL som nummer tre på ranglisten, og jeg kom mere afslappet til konkurrencen. Så det her er den sødeste sejr af dem alle, for jeg har nu givet svar til alle dem, der spurgte, om jeg mon nu kunne vinde igen," siger Crouser.
Han pointerer, at skader har drillet ham op til OL i Paris, og at de er den største hindring mod en gentagelse af guldet om fire år.