Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kun anden gang i historien: Fransk verdenssekser vinder tenniskvindernes sæsonfinale

Ritzau
Der blev gjort kort proces af Caroline Garcia, selvom hun i første sæt måtte ud i tiebreak.
Der blev gjort kort proces af Caroline Garcia, selvom hun i første sæt måtte ud i tiebreak. AFP
Caroline Garcia gjorde natten til tirsdag Amélie Mauresmo kunsten efter, da hun vandt finalen ved WTA Finals i Texas. Sejren kom i hus i to sæt over hviderussiske Aryna Sabalenka.

Den franske tennisspiller Caroline Garcia vinder WTA Finals i Texas og dermed karrierens hidtil største sejr.

Det sker efter en finalesejr i to sæt over belarussiske Aryna Sabalenka.

Garcia vinder med cifrene 7-6 (7-4), 6-4.

Den 29-årige franskmand fra Lyon ligger nummer seks på verdensranglisten, mens Aryna Sabalenka ligger nummer syv.

Garcia er den blot anden franskmand til at vinde WTA-titlen efter Amélie Mauresmo i 2005.

Både Garcia og Sabalenka servede fantastisk hele vejen igennem, og det var de mindst marginaler, der afgjorde finalen.

Da sejren stod klar, dækkede Garcia sit ansigt med hænderne og faldt om på banen på ryggen.

Så sent som i maj var den 29-årige franskmand rangeret som nummer 79 på verdensranglisten. Siden har hun vundet fire titler og nået semifinalen ved US Open.

Når verdensranglisten bliver opdateret næste gang, rykker hun to pladser frem til nummer fire, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I semifinalen WTA Finals i Texas vandt Garcia overlegent over græske Maria Sakkari med cifrene 6-3, 6-2.

Garcias vej mod finalesejren bød først på en sejr over amerikanske Coco Gauff, et nederlag til den polske verdensetter Iga Swiatek og en sejr over russiske Darja Kasatkina.

Ved WTA Finals spiller deltagerne først et gruppespil, hvorefter de to bedste fra hver gruppe går videre til semifinalerne.

Sæsonfinalen afholdes i Texas på grund af blandt andet fortsatte udfordringer med coronapandemien i den kinesiske by Shenzhen, der oprindeligt var udset til at være værtsby.