Kvindelandsholdet får VM-hovedkvarter i australsk storby til sommer
Verdensfodboldforbundet FIFA har mandag offentliggjort VM-hovedkvartererne for 29 af de 32 deltagernationer.
De sidste tre VM-deltagere er endnu ikke fundet.
Af oversigten fremgår det, at Danmark har valgt at opholde sig i Perth, hvor holdet i det indledende gruppespil spiller mod Kina og en af de endnu ukendte deltagere på Perth Rectangular Stadium.
Ind imellem de to opgør skal danskerne på en længere rejse til Sydney, der ligger mere end 3200 kilometer væk. Her spilles holdets anden indledende kamp mod Englands regerende europamestre.
Det danske VM-hotel ligger på bredden af Swan River. Den flyder gennem storbyen, som med sine knap 2,2 millioner indbyggere er Australiens fjerdestørste.
VM-slutrunden begynder 20. juli næste år. Danmark træder ind i turneringen to dage senere.
Det hele kulminerer med finale på Stadium Australia i Sydney 20. august.