Kyniske FC Nordsjælland overstråler oprykkerne fra AaB
FC Nordsjælland var skarpest og hentede en 3-0-sejr og sæsonens første tre point, da det fredag gik løs hjemme mod oprykkeren AaB.
Nordjyderne bød i hele kampen værterne op til dans spillemæssigt, men det kneb med at få skabt store chancer og ikke mindst mål.
FCN slog i stedet til to gange inden for kort tid knap midtvejs gennem første halvleg, hvor først Marcus Ingvartsen og siden den debuterende højreback Peter Ankersen lynede med hovedet.
I slutfasen slog indskiftede Mads Hansen sejren fast med sit stærke venstreben.
Med sejren ligger FCN sig i spids af Superligaen efter en fredag, hvor mesterholdet FC Midtjylland tidligere spillede 1-1 hos AGF.
AaB vidste fra første fløjt med stor tydelighed, at man ikke er vendt tilbage til Superligaen for at fedte sig til overlevelse under holdets nye cheftræner, Menno van Dam.
Nordjyderne var optimistiske i sin tilgang til kampen og tog masser af initiativ, hvilket langt fra er normalt for udeholdene i Farum.
Det gav en spillemæssig jævnbyrdig første halvleg, hvor værterne dog havde langt nemmere ved at komme frem til chancerne end gæsterne, og det gav pote to gange.
Begge gange var Oliver Villadsen, som efter sommerens farvel til Martin Frese er rykket fra højre til venstre backposition, ophavsmand.
Efter 18 minutter slog han det indlæg, som Marcus Ingvartsen omsatte til 1-0, og kort efter trykkede Villadsen af og fremtvang en redning fra AaB-debutanten Vincent Müller.
Riposten var FCN-debutanten Peter Ankersen, der er kommet til fra FC København på en fri transfer, over, og han headede hjemmeholdet på 2-0.
Kampbilledet fortsatte i anden halvleg, hvor FCN dog så lidt til bolden, mens AaB omvendt skabte sine nok bedste muligheder i kampen.
Den unge midtbanespiller Kasper Davidsen og den nye udnævnte anfører Mathias Jørgensen fik hver sin, men manglede begge kvalitet i sine afslutninger.
I stedet for en reducering og fornyet spænding blev det i slutminutter 3-0, da den indskiftede offensivspiller Mads Hansen tog et par træk ind i feltet og lagde bolden flot i mål med venstreskøjten.