Løchte ser frem til at blive testet mod de bedste nationer i tennis-verdenen
Med sin tredje sejr ud af lige så mange mulige i weekenden grundlagde Holger Rune den samlede sejr over Indien, der blev sikret med føringen på 3-1 lørdag eftermiddag.
For holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen var det endnu et skridt på vejen mod at spille med blandt de bedste nationer i Davis Cup Finals.
"Jeg er rigtigt glad. Vi har et langsigtet projekt med dette hold, og efter at have arbejdet os lidt frem og tilbage i divisionerne har vi nu sikret oprykning til division 1, hvor der er virkelig gode nationer med," siger Frederik Løchte til DR2.
"Her kan vi virkelig blive testet. Indien var en stor test, men der er grund til at tro, at det bliver en endnu større test næste gang. Det har både spillerne og trænerne godt af.
Den danske sejr kom i hus i den udsolgte Royal Stage i Hillerød, hvor Runes comeback på landsholdet var det store trækplaster.
"Det er den slags, vi gerne vil have mere af fremover, det har været en suveræn weekend," siger Løchte.
Rune stod for to sejre lørdag. Først med en pragtindsats sammen med Johannes Ingildsen i double og efterfølgende med en sejr i to sæt over Sumit Nagal.
Han glæder sig over, at Danmark nu er tættere på målet om at spille Davis Cup mod de bedste. Vinder Danmark i september og igen i begyndelsen af 2024, er holdet klar til Davis Cup Finals i sidste del af 2024.
"Jeg har tidligere sagt, at det er en drøm for mig at vinde Davis Cup med Danmark. Der er stadig lang vej, men man skal starte et sted, og så må vi tage et skridt ad gangen," siger Holger Rune til DR2.
I sejrsinterviewet på banen efter den sidste sejr lagde han ikke skjul på, at weekenden har været en stor oplevelse.
"Det har været nogle vanvittigt gode dage. Det er ikke tit, jeg spiller i Danmark, men jeg glæder mig allerede til næste gang."
Danmark får sin næste Davis Cup-modstander senere i februar.