Lahoz på ny i fokus i lokalopgør i Barcelona - AC med assist
Stik imod spil og chancer udlignede gæsternes Joselu Joselu efter 73 minutter, da Marcos Alonso havde begået et klodset straffespark ved at træde den ene støvle af ham.
Alonso blev dermed skurken, efter at han tidligt i kampen havde jublet som målscorer for førerholdet.
FC Barcelona har som Real Madrid nu 38 point på kontoen i toppen af tabellen efter 15 kampe.
Espanyols danske angriber Martin Braithwaite gik fra banen efter en anonym indsats uden meget boldkontakt.
Kampen sluttede med et virvar af gule og røde kort fra den spanske dommer Antonio Lahoz' hånd, selv om kampen ikke var specielt hårdt spillet.
Først blev værternes Jordi Alba udvist for sit andet gule kort for brok i kampen.
Det var det 11. gule kort i kampen, og der var spillet 78 minutter.
Kort tid derefter røg de to Espanyol-spillere Leandro Cabrera og Vinicius Souza ud i samme sekvens.
Det troede man i hvert fald, for efter et videogennemsyn annullerede dommeren sit direkte røde kort til Cabrera.
Da pulsen havde lagt sig igen, fortsatte FC Barcelona dominansen, og kort før den ordinære spilletids udløb stangede Andreas Christensen et smukt hovedstød afsted, som Espanyol-keeper Alvaro Fernandez vippede fra jorden og over mål.
Den danske stopper havde leveret sin assist til 1-0-målet efter syv minutter, da han efter et hjørnespark sendte bolden bagud i feltet fra baglinjen med hovedet, og Marcos Alonso headede den i nettet ved nærmeste stolpe.