Landevejs-VM i 2024 bliver en ren fest for klatrerne
Den Internationale Cykelunion (UCI) har onsdag løftet sløret for den kommende VM-rute, og de klatrestærke typer får masser af stigninger at angribe på.
Mændenes eliteløb strækker sig denne gang over 273,9 kilometer fra Winterthur til Zürich, og ruteprofilen varsler masser af relativt korte, men stejle bakker og i alt 4470 højdemeter.
Efter cirka 70 indledende kilometer rammer rytterne rundstrækningen omkring målbyen Zürich. Den er på 27 kilometer og skal gennemkøres syv gange. Det er her, de mest markante udfordringer gemmer sig.
Arrangørerne fremhæver især stigningen Kyburg på 1,2 kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 12.
Også den 1,1 kilometer lange Zürichbergstrasse og Witiko på 2,3 kilometer skulle kunne give rytterne masser af mælkesyre i lårene.