Bryder tørke: Kæmpetalent tager første franske sejr på mytisk bjerg i mere end 15 år
For en fransk cykelrytter er der formentlig ikke mange steder, man hellere vil vinde end på toppen af det skaldede bjerg, Mont Ventoux. Det næsten 2.000 meter høje bjerg i Provence er et af cykelsportens allermest legendariske steder og ryttere som Eddy Merckx, Marco Pantani, Charly Gaul og Raymond Poulidor har vundet Tour de France-etaper på toppen.
Tirsdag var det ganske vist ikke en Tour de France-etape, der løb af stablen med en tur op ad den legendariske stigning fra østsiden startende i Sault. Det var derimod den femte udgave af den såkaldte Mont Ventoux Challenge – og det blev med lige netop en fransk vinder, da det blot 19-årige kæmpetalent Lenny Martinez fra Groupama-FDJ var første mand over målstregen.
Den franske teenager var ellers havnet i en Israel-Premier Tech saks, ligesom et par andre ryttere var det, da det israelske mandskab sad med hele to mand i forreste gruppe. Den ene i form af canadiske Michael Woods, en af de store forhåndsfavoritter til sejren i dagens løb, den anden 40-årige italienske Domenico Pozzovivo.
Mens Pozzovivo stort set er jævnaldrende med legendariske Alberto Contador, ikke engang en uge adskiller de tos respektive fødselsdatoer, så er der ikke mange fællestræk mellem de to, foruden at de altså begge har haft været forrygende klatrere i løbet af karriererne som cykelrytter. Anderledes nemt er det at få øje på fællestræk mellem Contador og føromtalte Woods.
For canadieren leverede, som sædvanlig, sin bedste Contador-efterligning. Igen og igen var Woods således ude af sadlen, dansede i pedalerne, vuggende fra side til side, og igen og igen accelererede den 36-årige Israel-klatrer. Selvom han fik hægtet de fleste af, blandt andet Movistar Teams dygtige colombianske spirrevip Einer Augusto Rubio, så kunne han ikke få rystet alle konkurrenterne af sig.
Så da en lille frontgruppe på fire ryttere – Michael Woods, Lenny Martinez, Cristian Rodríguez og Simon Carr – med mindre end to kilometer til mål fik selskab af en række jagtende ryttere, herunder føromtalte Pozzovivo, lignede det opskriften på en Israel-Premier Tech-sejr.
Pozzovivo gik til fronten, tog føringen, satte et malende tempo, så ingen kunne køre væk fra gruppen og Woods kunne forsøge at sprinte sig til sejren. Det forsøgte canadieren da også, men helt så eksplosiv som 19-årige Lenny Martinez var Woods altså åbenlyst ikke, og canadieren måtte se sig henvist til andenpladsen, mens britiske Simon Carr gaflede tredjepladsen.
Martinez vandt i overbevisende stil. En stor fransk sejr på et af cykelsportens mest mytiske bjerge, og så endda den første franske sejr på toppen af Mont Ventoux siden Christophe Moreau i 2007 sejrede på en etape i Critérium du Dauphiné. Som om det ikke var nok i sig selv, var det ovenikøbet Lenny Martinez’ første sejr som professionel.
Senere på året er Lenny Martinez udset sin Grand Tour-debut i årets Vuelta a España, hvor han formentlig kommer til at dyste med store navne som Primož Roglič og Remco Evenepoel på de stejle spanske stigninger.