Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Fuglsang tager en sæson mere: Ny aftale på plads med fortsat ukendt mandskab

Ritzau
Opdateret
Jakob Fuglsang sluttede årets Tour de France som samlet nummer 38.
Jakob Fuglsang sluttede årets Tour de France som samlet nummer 38. ČTK/Imago Sportfotodienst/Nico Vereecken
Det ligger nu fast, at 39-årige Jakob Fuglsang også er en del af det professionelle cykelfelt efter nytår.

Jakob Fuglsang kommer også til at køre professionelle cykelløb på den anden side af sin 40 års fødselsdag.

Den danske superveteran, der runder det skarpe hjørne i marts næste år, har forhandlet en aftale på plads med et hold for 2025-sæsonen, men vil endnu ikke afsløre navnet på arbejdsgiveren.

"Jeg har ikke skrevet under endnu, men vi er enige. Jeg kører også professionelt næste år, og jeg tror, der kommer noget ud en af de kommende dage," siger han.

Det var allerede fra starten af denne sæson Fuglsangs plan at tage et år mere som aktiv, men et skrækkeligt forår fik ham til at genoverveje fremtiden.

Efterhånden som den ene nedtur afløste den næste, begyndte han at frygte, at alderen både havde indhentet og overhalet ham.

Pausen mellem Liége-Bastogne-Liége i april og Critérium du Dauphiné i juni gjorde ham dog godt. Fuglsang fremstod i en helt anderledes frisk udgave i Tour de France og har taget den gode form med ind i efteråret.

"Efter foråret var jeg skeptisk, for jeg skulle tilbage til et godt og fornuftigt niveau, for at det ville give mening at fortsætte. Men da det så gik godt i både Dauphiné og Tour de France, ændrede det sig."

"Når jeg stadig kan sidde blandt de 15-20 bedste på de hårdeste Tour-etaper, bliver jeg da nødt til at tage et år mere," siger han.

I de seneste tre sæsoner har han været på kontrakt hos Israel-Premier Tech og har tidligere slået fast, at han er åben for at fortsætte på holdet.

På toppen af karrieren vandt Fuglsang både Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt og er dermed en af kun to danskere, som har vundet to af cykelsportens såkaldte monumenter.

Søndag er han del af det danske landshold, der jagter medalje i VM's landevejsløb med mål i Zürich.

"Selv om jeg kører videre næste år, går jeg ud fra, at det her er mit sidste VM," lyder det fra Jakob Fuglsang.