Roglic piller førertrøje af Evenepoel i Dauphiné
Sloveneren pillede samtidigt førertrøjen af Remco Evenepoel (Quick-Step), der ikke kunne sidde med på de sidste kilometer.
Roglic vandt etapen foran Giulio Ciccone (Trek) og holdkammeraten Aleksandr Vlasov, mens Evenepoel blev nummer otte.
I den samlede stilling er Roglic nu 20 sekunder foran Evenepoel. Matteo Jorgenson (Visma) er treer med godt et minut op til Roglic.
Undervejs på etapen udgik både danske Andreas Kron (Lotto) og spanske Juan Ayuso (UAE), efter at de begge var i asfalten torsdag.
Magnus Cort (Uno-X) kom tidligt på etapen af sted med yderligere fem ryttere, og undervejs var forspringet oppe at snuse til seks minutter, hvilket betød at Romain Grégoire (FDJ) virtuelt var i førertrøjen og Cort på tredjepladsen.
Feltet begyndte op ad næstsidste stigning, Col du Granier, dog at æde sekunder, og ved foden af Le Collet d'Allevard var afstanden - blandt andet efter at udbryderne var kørt forkert - nede på halvandet minut, og eventyrernes skæbne var beseglet.
Cort holdt til fem kilometer før mål, og da han blev hentet, åbnede favoritterne ballet. I første omgang sendte Ineos og Bora en løjtnant afsted, men siden lugtede kaptajnerne blod, da Evenepoel viste svaghed.
Ciccone tog initiativet, og kun Roglic kunne følge med. Med Vlasov som forpost fik sloveneren hjælp og triumferede til sidst foran italieneren.
Critérium du Dauphiné fortsætter lørdag og søndag med endnu to etaper med masser af højdemeter.