Skjelmose gentager podieplads i fransk sæsonåbner: Spanier revancherer i ny duel
For andet år i træk må Mattias Skjelmose tage til takke med en tredjeplads i det franske endagsløb Ardèche Classic. Lørdag måtte danskeren nemlig se UAE Team Emirates’ unge spanske stortalent, Juan Ayuso, sejre i Guilherand-Granges.
Den 21-årige spanier slog Groupama-FDJ’s jævnaldrende Romain Grégoire, mens Skjelmose altså tog tredjepladsen for østrigske Felix Gall, og finalen var således noget af en gentagelse af topstriden fra seneste sæsons Schweiz Rundt.
Her sejrede Skjelmose i det samlede klassement foran netop Ayuso, mens Felix Gall tog sig af sjettepladsen og Romain Grégoire sluttede som nummer 15 i det samlede klassement. Denne lørdag fik sidstnævnte franskmand altså skovlen under Skjelmose.
Netop franskmanden var ellers i første omgang distanceret af trioen Skjelmose, Ayuso, Gall, men den talentfulde og eksplosive franskmand lykkedes med at lukke hullet, og på dagens afsluttende stigning, den korte men stejle Val d’Enfer, forsøgte alle tre ryttere at stikke afsted.
Ingen af dem kunne dog slå et afgørende hul, og Skjelmose lignede i flere omgang den af de fire, der havde det hårdest på den stejle stigning, men danskeren formåede altså at slæbe sig med hen over toppen, hvorfor de fire skulle kæmpe om sejren.
Det var kvartetten ellers lige ved at sætte over styr, da der med mere end en kilometer tilbage gik taktik i den, mens et jagtende felt nærmede sig med Team DSM-Firmenich som det animerende hold bagved, amerikanske Kevin Vermaerke som det umiddelbart stærkeste sprintkort.
De fire holdt dog ikke desto mindre lige præcis til målstregen, mens Lotto Dstnys Maxim van Gils kom blæsende bagfra sammen med føromtalte Vermaerke, og de to tog sig således af henholdsvis femte- og sjettepladsen.
Løbet var Skjelmoses første løb i 2024, men allerede søndag får den 23-årige dansker igen muligheden for at sejre, når der køres Drôme Classic i det sydlige Ardèche. Herefter venter en uges pause for danskeren, før Skjelmose stiller til start i årets Paris-Nice.