Det utøjlelige talent sætter første kryds i mytisk jagt: Som at se cykling i 60'erne
100 meter bag feltet kæmpede en 11-årig Tadej Pogacar som en besat for at komme op til feltet bestående af langt større og ældre teenagere. Hauptman havde ondt af knægten og bad både Pogacars træner og løbsarrangøren om at give den ensomme knægt en smule hjælp, så han kunne komme op.
"Andrej, han er ikke blevet sat af. Han stak af fra løbets begyndelse og er ved at hente dem med en omgang," forklarede Pogacars daværende træner ham.
Anekdoten, som Hauptman har fortalt ved flere lejligheder, indkapsler meget præcist cykelrytteren Tadej Pogacar. Historien om et unikt talent fyldt med rendyrket væddeløber-DNA.
Når den 25-årige slovener iklædt den lyserøde førertrøje søndag passerer målstregen i Rom, bliver det til den mest forventede og overlegne Giro d'Italia-sejr i årtier. I hans første optræden i løbet.
Pogacar rammer Rom med et forspring på næsten ti minutter til nummer to. Ikke siden Vittorio Adornis Giro-sejr med en margin på 11 minutter og 26 sekunder i 1965 er løbet blevet vundet så overlegent.
Som vanligt har han angrebet konkurrenterne langt udefra. Uanset om det er etapeløb eller klassikere, så sidder Pogacar ikke længere i feltet end højst nødvendigt.
"Det er næsten som at se cykling tilbage i 1960'erne og 1970'erne, hvor Eddy Merckx og andre ryttere angreb langvejs fra og vandt med to til fire minutter," sagde den tidligere klassikerspecialist Philippe Gilbert om Pogacar inden årets Giro.
Som anekdoten ovenfor fortæller, har Pogacar altid kørt cykelløb sådan. Det så man allerede i hans grand tour-debut.
UAE skrev kontrakt med den 19-årige Pogacar i 2019. Han vandt Tour of California og Volta ao Algarve, inden han blev sluppet løs i Vuelta a España.
Efter at have vundet to etaper lå han uden for podiet inden næstsidste etape, som var sidste mulighed for at gøre noget i klassementet. 38 kilometer fra mål gik den slovenske teenager solo, vandt sin tredje etapesejr og kørte sig op på podiets sidste trin.
Året efter vandt han Tour de France som den næstyngste nogensinde, gentog bedriften året efter, inden en vis Jonas Vingegaard kom på tværs og henviste Pogacar til andenpladsen i både 2022 og 2023.
Men hvor Vingegaard indtil videre har haft fuldt fokus på grand tours og især Tour de France, har Pogacar igen og igen bevist, at han er den mest komplette rytter siden legenden Eddy Merckx.
Fra 2021 og frem har han vundet seks monumenter, som er betegnelsen for cykelsportens fem største endagsløb. Flandern Rundt sidste år, Liège-Bastogne-Liège i 2021 og i år samt et hattrick i Lombardiet Rundt.
Læg dertil sejre i flere semiklassikere og i alt 12 samlede sejre i forskellige ugelange etapeløb på højeste niveau samt en OL-bronze i linjeløb.
Pogacar tager livtag med det hele - og sejrer som regel. Og i sin sjette sæson på World Tour-niveau har han kastet sig ud i det måske største sats i karrieren. Jagten på den mytiske Giro-Tour-double.
Søndag sætter han et gigantisk kryds ved første del af opgaven. Efter seks etapesejre undervejs bliver den samlede Giro-sejr en realitet i Rom.
Om en god måneds tid indleder han anden del af missionen. Og til Tour de France er modstanden af en anden kaliber. Jonas Vingegaards form er en ubekendt efter hans skade, men Primoz Roglic og Remco Evenepoel er også til start.
Her vil det vise sig, om Pogacar som den første siden afdøde Marco Pantani i 1998 kan vinde Giroen og nå at restituere for efterfølgende at tage Tour de France-sejren samme år.