Franskmand slår Michael Valgren på stregen i Giroen
Der var lagt op til en sprinterafslutning, men feltets hurtigste ryttere blev snydt på 5. etape af cykelløbet Giro d'Italia.
Et firemandsudbrud med blandt andre danske Michael Valgren (EF) snød sprinterne og spurtede til sidst om sejren, og franske Benjamin Thomas (Cofidis) slog akkurat danskeren på stregen.
Sejren er den tiende i Thomas' professionelle karriere og den første etapesejr i en grand tour.
Udbruddet, der ud over Thomas og Valgren bestod af Enzo Paleni (FDJ) og Andrea Pietrobon (Polti), kom ind på den sidste kilometer, hvor Pietrobon forsøgte sig med et angreb.
Han slog hullet, hvilket gjorde, at Valgren startede en lang spurt. Benjamin Thomas sad i hjulet på Valgren og passerede danskeren på de sidste meter af spurten.
Jonathan Milan (Trek) vandt spurten i det jagtende felt, der kom ind 11 sekunder efter Thomas.