Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Lavinefare aflyser Giroens højeste punkt

Ritzau
Naturproblemer i Giroen.
Naturproblemer i Giroen.LUCA BETTINI/AFP
De tilbageværende ryttere i Giro d'Italia slipper for det, der var tiltænkt at være det højeste punkt under årets løb.

Således er det mytiske bjergpas Stelvio droppet på 16. etape og i stedet erstattet med Giogo di Santa Maria.

Det oplyser arrangøren på sin hjemmeside.

Det er lavinefare, der er årsagen til ændringen.

"De seneste snefald på Stelvio efterfulgt af temperaturstigninger øger risikoen for laviner. Af sikkerhedsmæssige årsager har Giro d'Italia-organisationen derfor besluttet at ændre ruten på 16. etape," lyder det fra arrangøren.

Stelvio-stigningen lå oprindeligt som den første lange stigning på etapen. Den er 19,6 kilometer lang og stiger i gennemsnit med 7,4 procent. Erstatningen for Stelvio er 16,7 kilometer lang med en gennemsnitlig stigning på 7,1 procent, skriver TV 2 Sport.

Onsdag køres 11. etape af Giroen, der byder på 203 kilometer fra Foiano di Val Fortore til Francavilla al Mare.

Inden etapen udgik Visma-kaptajn Cian Uijtdebroeks på grund af sygdom, skriver holdet på X. Den 21-årige belgier lå nummer fem i den samlede stilling og førte ungdomskonkurrencen.

Sloveneren Tadej Pogacar (UAE) har et solidt forspring på knap tre minutter i den samlede stilling.