Mads Pedersen undgår akkurat styrt: Flot italiensk sejr i Giroen
Årets Giro d’Italia er efterhånden godt i gang. Lørdag blev herligheden skudt i gang med et brag af en enkeltstart, hvor en af løbets helt store forhåndsfavoritterne, forsvarende verdensmester Remco Evenepoel, smadrede konkurrenterne fuldkommen.
Søndag ventede så en mere traditionel etape, 202 kilometer i samlet flok – sådan da – fra Teramo i Abruzzo over havnebyen Pescara til San Salvo lidt nord for den historiske Gargano-region, og her endte Bahrain-Victorious’ store og stærk italiener Jonathan Milan som vinder foran hollandske David Dekker.
Som traditionen foreskriver, kørte et tidligt udbrud afsted med en håndfuld lykkeriddere, primært bestående af ryttere fra mindre mandskaber, der alle havde ét og samme mål: At erobre bjergtrøjen. Der var således maksimalt seks point at hente, mere end rigeligt til at vippe amerikanske Brandon McNulty af pinden, efter amerikaneren lørdag satte bedste tid på den afsluttende stigning på enkeltstarten.
Her var blandt andet Cofidis’ franskmand Paul Lapeira at finde, og han viste sig på begge de kategoriserede stigninger som stærkeste mand i udbruddet, hvorfor den 22-årige franskmand mandag kan iklæde sig løbets bjergtrøje.
I feltet var der særligt fire mandskaber, der tog ansvar for at holde udbruddet i kort snor. Mads Pedersens eritreiske holdkammerat Amanuel Ghebreigzabhier tilbragte det meste af dagen blandt feltets forreste ryttere, og Trek-Segafredo havde således åbenlys interesse i at sørge for, at det skulle slutte med en massespurt.
Det samme havde Alpecin-Deceuninck med australske Kaden Groves som det store håb, Movistar Team med colombianske Fernando Gaviria som sprinterkaptajn, og sidste brugte Team DSM også mange kræfter, med italienske Alberto Dainese som en hurtig afslutter.
Hen mod finalen var særligt klassementsholdene aktive med tre kilometer mærket som den egentlige målstreg, og det viste sig at være en god idé, for pludselig styrtede en håndfuld ryttere, heriblandt Mads Pedersens hollandske hjælper Daan Hoole, mens Pedersen selv måtte aktivere sit ABS for at undgå at ryge i asfalten.
I stedet var vejen banet for unge Jonathan Milan, der har masser erfaring som banerytter og i denne sæson også har bevist sig som en dygtig sprinter. Italieneren sejrede foran David Dekker, mens føromtalte Kaden Groves tog tredjepladsen.
I det samlede klassement er der intet nyt under den italienske sol, for med det nærmest uhyggelige forspring på 22 sekunder, som Remco Evenepoel lørdag skaffede sig til italienske Filippo Ganna, var der ingen, der realistisk havde nogen chance for at vippe Evenepoel af pinden, hvis belgieren undgik uheld og defekter.
Mandag venter en nogenlunde lignende etape, når 213 kilometer skal køres fra Vasto til Melfi, med cirka samme antal højdemeter som på søndagens etape. Til gengæld ligger løbets to kategoriserede stigninger, en i tredje og en i fjerde kategori, noget tættere på målstregen, men med storform burde ryttere som Mads Pedersen og Kaden Groves kunne holde sig til.
På løbets fjerde etape, tirsdag, venter første store udfordring for rytterne, når tre stigninger i anden kategori venter mellem Venosa og Lago Laceno på en etape, som Israel-Premier Techs dansker Mads Würtz Schmidt har udråbt som Giroens første udbrudsetape.