Milan laver Giro-hattrick trods sidevindsbommert
På opløbet i Cento var Milan klart stærkest, men han kom på ingen måder sovende til sejren. Han måtte slide hårdt undervejs, da han blev fanget i sidevindskørsel.
I det samlede klassementet skete ingen forskydninger i toppen, hvor Tadej Pogacar stadig har en komfortabel føring.
Med 179 tæt på pandekageflade kilometer på menuen var det en oplagt sprinteretape. Især med tanke på at der venter en enkeltstart og tre bjergetaper, før der igen kommer landskab, som sprinterne kan være med i.
Det var længe en meget rolig etape. Et ufarligt, lille udbrud kom væk og fik nogle minutter, men var aldrig reelt i spil til etapesejren. Til det var forspringet for spinkelt og interesserne fra sprinterholdene for store.
Dramatikken opstod med omkring 60 kilometer til mål, da feltet ramte sidevind. INEOS forcerede, og blandt andre Jonathan Milan blev fanget.
Det gav 20 spændende kilometer, men ingen klassementfolk var blevet sat. Derfor aftog forceringen, så Milan og de andre uopmærksomme folk kom op igen.
Dries De Pooter og Martin Marcellusi angreb fra feltet med 30 kilometer igen. De nåede op på over et halvt minuts forspring, men det var ikke i nærheden af at give problemer for sprinterholdene.
End ikke et styrt i feltet 20 kilometer fra stregen rokkede ved det. De sidste ti kilometer nordpå mod målbyen Cento foregik i samlet flok og høj fart.
På opløbet placerede Milans holdkammerater fra Lidl-Trek ham perfekt, og han leverede varen med en sikker spurtsejr.
Lørdag står den på 31 kilometer enkeltstart.