Uhyggelige Ganna får revanche: Fejer al modstand til side i magtdemonstration
Filippo Ganna kunne ikke skjule skuffelsen, da han på syvende etape af årets Giro d’Italia måtte se Tadej Pogačar vippe italieneren ud af det varme sæde på enkeltstarten fra Foligno til Perugia. Lørdag tog den italienske tempokonge så revanche.
Her var der nemlig ingen, der kunne røre den forhenværende dobbelte verdensmester i enkeltstart, da 14. etape af årets første grand tour bød på 31 relativt flade kilometer i kamp mod uret fra Castiglione delle Stiviere til Desenzano del Garda.
Ganna tilbagelagde de lidt mere end 30 kilometer med over 53 kilometer i timen i gennemsnit, og derfor kunne den 27-årige italiener uden problemer sætte sig til rette som førende rytter i det varme sæde.
Varmt blev sædet antageligt, da Gannas onde ånd fra syvende etape kørte afsted, for på de indledende kilometer lignede Pogačar på ny en mand, der kunne snyde Ganna for dén sejr, som enhver italiener drømte om at overvære.
Men som ruten blev gradvist mere og mere flad som Gardasøens sydlige bred blev ramt af rytterne, kunne end ikke Pogačar hamle op med Gannas uhyggelige tempo, som inden lørdagens etape allerede havde kastet 24 enkeltstartssejre af sig i løbet af italienerens karriere.
Nu er nummer 25 så indkasseret, og det skulle i det hele taget vise sig at være en overordentlig god dag for italienerens mandskab, INEOS Grenadiers. Således endte holdet med hele tre mand i top-fem, da hollandske Thymen Arensman snuppede podiets nederste trin efter Ganna og Pogačar, mens Geraint Thomas tog sig af fjerdepladsen.
Med Thomas’ imponerende enkeltstart vipper den snart 38-årige brite samtidig colombianske Daniel Felipe Martínez væk fra andenpladsen i det samlede klassement, hvor Tadej Pogačar naturligvis fortsat fører helt suverænt med over tre og et halvt minut.
Bedste dansker på lørdagens enkeltstart var ikke overraskende Mikkel Bjerg. Pogačars 25-årige danske holdkammerat kørte i mål i en fornem tid, der i sidste ende resulterede i en niendeplads, et minut og 28 sekunder efter den vindende italiener.
Søndag venter en stor bjergetape, når der køres 222 kilometer fra Manerba del Garda til Livigno. Her skal rytterne forcere over 5.700 højdemeter undervejs, hvor blandt andet det frygtindgydende Passo del Mortirolo venter.