Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Vingegaard suveræn samlet vinder i Baskerlandet: Baskede konkurrenterne på intens etape

Andreas Würtz Adamsen
De fremmødte baskiske tilskuere kunne lørdag se en vaskeægte mester krydse målstregen først, da danske Jonas Vingegaard kørte konkurrenterne i sænk.
De fremmødte baskiske tilskuere kunne lørdag se en vaskeægte mester krydse målstregen først, da danske Jonas Vingegaard kørte konkurrenterne i sænk.Profimedia
Ingen kunne hamle op med Jonas Vingegaard på lørdagens sjette og sidste etape af Baskerlandet Rundt. Den danske superstjerne stak af på dagens næstsidste stigning og vandt suverænt, hvorfor han samtidig sikrede sig en overlegen sejr i det samlede klassement. Værre gik det for landsmand Mattias Skjelmose.

For første gang i historien kan en dansk cykelrytter lade sig hylde som samlet vinder af det ugelange etapeløb Baskerlandet Rundt. Lørdag eftermiddag sikrede Jumbo-Vismas superstjerne Jonas Vingegaard sig således klassementssejren.

Det gjorde han på en kort men ekstremt intens etape i og omkring den baskiske industriby Eibar, hvor der blev kørt cirka 138 kilometer med en masse højdemeter undervejs, næsten 3.500 i alt, fordelt på syv kategoriserede stigninger, hvoraf de to var i første kategori.

Jonas Vingegaard endte som vinder af både etapen og det samlede klassement, da han på dagens næstsidste stigning, den grusomt stejle Izua-stigning, hvis top blev passeret med lidt mere end 25 kilometer til målstregen i Eibar, angreb og plantede konkurrenterne.

Inden da havde to af danskerens holdkammerater på Jumbo-Visma, hollandske Steven Kruijswijk og ungarske Attila Valter, været med i dagens udbrud, der også bød på blandt andet EF Education-EasyPosts stærke colombianer, Esteban Chaves, og de to holdkammerater hjalp således Vingegaard med at lancere angrebet på Izua.

Kun Enric Mas kunne følge Vingegaard i første omgang, men da danskeren skruede på tempoet og accelererede på ny, lige som Mas’ portugisiske holdkammerat Ruben Guerreiro blev hentet, kunne heller ikke den vævre spanier følge med den forsvarende Tour de France-vinder.

Herefter var Vingegaards etapesejr, og dermed også sejren i det samlede klassement, reelt aldrig i fare, og med flot teknisk nedkørsel og et malende tempo på dagens sidste kategoriserede stigning, Urkaregi med sine fem kilometer med 4,6 procents stigning i gennemsnit, fik Vingegaard sågar åbnet et hul på over halvandet minut til forfølgerne.

På de afsluttende kilometer blev forspringet dog barberet en anelse ned, men ikke desto mindre kom dagens næstbedste rytter, Soudal-Quick Steps 26-årige brite James Knox, ind 47 sekunder efter Vingegaard. Knox stak på de afsluttende kilometer af fra forfølgergruppen, men blev næsten hentet på de sidste hundrede meter, hvor baskiske Ion Izagirre spurtede sig til tredjepladsen, der med sine bonussekunder klemte sig ind på tredjepladsen i det samlede klassement, kun overgået af Jonas Vingegaard og Mikel Landa.  

Trek-Segafredos danske stortalent, 22-årige Mattias Skjelmose, havde til gengæld en hård dag i sadlen med de mange højdemeter, og det blev således til et tidstab på 4 minutter og ét sekund til Jonas Vingegaard, og dermed måtte Skjelmose, der før lørdagens etape lå nummer tre, vinke farvel til ungdomstrøjen, der i stedet bliver vundet af UAE Team Emirates amerikaner Brandon McNulty.

Med både etapesejr og samlet sejr runder Jonas Vingegaard samtidig 20 professionelle sejre i karrieren, hvoraf hele otte er blevet vundet i indeværende sæson, hvor danskeren altså først dominerede det galiciske etapeløb O Gran Camiño og nu i denne uge tilsvarende har domineret Baskerlandet Rundt.

Nu venter dog en mindre pause for Jonas Vingegaard, da næste umiddelbare store mål er det franske ugelange etapeløb Critérium du Dauphiné, der to gange tidligere er blevet vundet af Jakob Fuglsang. Det traditionsrige løb, der ofte bliver brugt som forberedelse til Tour de France, skydes først i gang 11. juni, og indtil da venter altså en løbspause for Vingegaard.