Holdchef forventer mere af fransk stjernerytter: Alle skal gøre sig sin løn fortjent
Efter en periode med skadesproblemer, vender franske Julian Alaphilippe søndag tilbage til landevejsræs, når den forhenværende dobbelte verdensmester stiller til start i monumentet Liège-Bastogne-Liège.
Her vil den 30-årige stjerne dog være at finde i rollen som hjælperytter, for der er slet ingen tvivl om, at Soudal-Quick Step vil køre for verdensmester Remco Evenepoel, der i 2022 suverænt vandt løbet efter et angreb på Côte de La Redoute med flere kilometer tilbage.
Det har da heller ikke været nogen prangende sæson for hverken Alaphilippe eller for Soudal-Quick Step i det hele taget. Franskmanden vandt ellers Faun-Ardèche Classic hjemme i Frankrig tilbage i slutningen af februar, men siden da er det gået skævt for Alaphilippe, der ellers har imponerende 40 sejre på CV’et i løbet af karrieren.
Og i brostensklassikerne gik det langt fra som håbet for Soudal-Quick Step, der ellers igennem mange år har været blandt de allermest toneangivende hold i de hårde forårsklassikere. Kasper Asgreens syvendeplads i Flandern Rundt var således det bedste resultat i de to monumenter, for i Paris-Roubaix fik holdet end ikke en rytter i top-20, da Tim Merlier og Yves Lampaert sluttede som henholdsvis nummer 22 og 23.
Holdchef Patrick Lefevere har aldrig holdt sig tilbage, og lørdag tog han da også bladet fra munden og kritiserede hele holdets præstation i en klumme bragt i den belgiske avis Nieuwsblad. Her fortæller den 68-årige belgier blandt andet, at han har ondt af holdkaptajn Remco Evenepoel.
"Hvis nogen snakker med mig, hvis min telefon ringer, så er det altid Remco, Remco, Remco … skal han egenhændigt redde Quick Steps forår? Er han den eneste, der kan slå Pogačar?" spørger Lefevere i sin klumme.
I samme ombæring får Lefevere sendt kritik i retningen af engelsksprogede medier, der tidligere har omtalt kommentarer fra Lefevere om netop Alaphilippe som værende kras kritik, hvilket holdchefen dog langt fra er enig i.
"Jeg elsker Julian (Alaphilippe, red.) til døde. Det er fakta. Julian (Alaphilippe, red.) har vundet meget få løb i de seneste to sæsoner. Det er fakta. Julian (Alaphilippe, red.) optager en stor del af mit budget. Det er fakta. Jeg forstår ikke, hvordan medierne kan sælge det som værende hård kritik," kommer det fra holdchefen.
Afslutningsvis pointerer holdchefen, at mens man på franske hold kan slippe afsted med et godt CV i halvandet år, så har han en regel på sit mandskab: "I livet må alle gøre sig sin løn fortjent. Sådan er det også for Julian (Alaphilippe, red.) og for mig med mine sponsorer."
Det er ottende gang i karrieren, at Alaphilippe er til start i Liège-Bastogne-Liège. To gange er han sluttet som nummer to, første gang helt tilbage i 2015, hvor han som debutant i løbet kun blev slået af Alejandro Valverde, og senest i 2021, hvor franskmanden blev slået i spurten af søndagens helt store favorit, Tadej Pogačar.