Medaljesats på banen kan påvirke OL-udtagelser på landevejen: Skal regnes ud i fællesskab
Det fortæller elitechef i Danmarks Cykle Union (DCU), Morten Bennekou.
Hvis Danmark sætter alt ind på at jagte medaljer på banen, så kan det potentielt gå ud over vinderchancerne på landevejen.
"Vi kan komme til at stå i en situation, hvor vi som forbund og nation skal beslutte os for, hvor vi tror, at vi har de største medaljechancer," siger elitechefen.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har skåret ned på antallet af olympiske kvotepladser, så Danmark kun må udtage fire baneryttere til OL - tidligere var det tilladt at tage fem med.
For at forfølge medaljemulighederne i 4000 meter holdforfølgelse, parløb og omnium i Paris, vil det mest optimale være at have fem eller måske endda seks mandlige baneryttere med. Og det er muligt.
De fire mandlige landevejsryttere, som Danmark udtager til det olympiske linjeløb og enkeltstart, må gerne stille op i banedisciplinerne.
Det kan føre til et større udtagelses-puslespil på tværs af banen og landevejen omkring de i alt otte danske OL-pladser i cykling.
Michael Mørkøv udtalte for nylig til Discovery+, at hans største chance for at forsvare sit OL-guld i parløb fra Tokyo i 2021 sammen med Lasse Norman er at blive udtaget til landevejen.
Det bliver bekræftet af Morten Bennekou, da det allerede ligger fast, at Danmarks fire mandlige kvotepladser i banecykling vil gå til fire ryttere på 4000 meter-holdet.
"Michael Mørkøv er lige nu ikke god nok til 4000 meter-holdet. Han har ikke kørt med på holdet i nyere tid."
"Det betyder faktisk, at Mørkøv ifølge reglerne heller ikke kan være med i parløbet."
"Hvis han skal køre parløb, vil det kræve, at han også er med i anden cykeldisciplin for os, og det kunne så være på landevejen," siger Morten Bennekou.
Hvis det i 2024 vurderes, at Michael Mørkøv kan hjælpe Danmark til en OL-medalje i parløb, så skal han derfor udtages som landevejsrytter.
"Så må vi gøre os nogle strategiske overvejelser om, hvor vigtig Mørkøv er for at vinde en medalje i parløb, og hvor meget det potentielt vil kompromittere vores chance for at vinde en medalje i linjeløb," siger elitechefen.
Det er dog for tidligt at gøre den olympiske udtagelse til et problem, da Michael Mørkøvs gode egenskaber som lead out-rytter kan gøre ham til et stærkt kort på landevejen.
"Det kan være, at det viser sig, at Mørkøv til næste år er i top-fire blandt landevejsrytterne, hvis vi eksempelvis skal køre for Mads Pedersen," siger Morten Bennekou.
"Mørkøv har været udtaget til de sidste to-tre mesterskabsløb på landevejen og gjort det virkeligt godt. Han arbejder godt sammen med Mads Pedersen, så det kan sagtens være, at det hele giver sig selv."
Beslutningen om hvilke otte mandlige ryttere, der skal udtages til OL, træffes af elitechefen sammen med landstrænerne i banecykling og landevejscykling, Casper Jørgensen og Anders Lund.
"Normalt udtager landstrænerne holdene med mig som sparringspartner."
"I det her tilfælde kan det godt være, at vi bliver nødt til at sætte os nogle flere sammen. Vi skal regne den ud i fællesskab," siger Morten Bennekou, der afviser, at eksempelvis Team Danmark får nogen medbestemmelse.
Elitechefen regner med en forholdsvis rolig proces, når det endelige OL-puslespil skal lægges i 2024.
"Vi har kendt til den her situation i snart halvandet år. Jeg forventer ikke noget hundeslagsmål på nogen måde."
"Jeg er sikker på, at vi i fællesskab gør det, der er bedst i forhold til at gå efter medaljer til dansk cykelsport og dansk idræt," siger Morten Bennekou.