Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Mattias Skjelmose henter ny topplacering i Bora-løjtnants store triumf

Andreas Würtz Adamsen
Aleksandr Vlasov hentede lørdag eftermiddag sin professionelle sejr nummer 12 i karrieren.
Aleksandr Vlasov hentede lørdag eftermiddag sin professionelle sejr nummer 12 i karrieren.Profimedia
Lørdag formåede Mattias Skjelmose igen at være med helt i front, da syvende etape af årets Paris-Nice blev afviklet. Etapen med mål på La Madone d’Utelle blev vundet af Primož Roglič’ russiske løjtnant Aleksandr Vlasov, der med et veltimet angreb fik skovlen under de øvrige favoritter.

La Madone d’Utelle er russisk. Godt nok ligger den hårde stigning i det sydlige Frankrig, men lørdag kunne russiske Aleksandr Vlasov fejre en stor triumf på stigningen otte år efter, at landsmand Ilnur Zakarin gjorde det samme i Paris-Nice.

Bora-Hansgrohe-løjtnanten snød nemlig de øvrige favoritter, da syvende etape af årets Paris-Nice blev afviklet med en kort og eksplosiv etape på kun 104 kilometer fra Nice til toppen af La Madone d’Utelle i mere end 1.100 meters højde.

Russeren satte sit angreb ind kort efter, at Soudal-Quick Steps belgiske superstjerne Remco Evenepoel havde forsøgt at distancere konkurrenterne uden held, umiddelbart efter et stort føringsarbejde fra belgierens højrehånd, Ilan van Wilder.

Bag Vlasov forsøgte særligt Remco Evenepoel i samarbejde med Matteo Jorgenson at lukke hullet til den 27-årige russer i front, men den forhenværende vinder af Romandiet Rundt havde gode ben denne lørdag og kunne ikke hentes.

Også danske Mattias Skjelmose var godt kørende og formåede at sidde sammen med de øvrige favoritter, der på de afgørende kilometer fik hægtet manden i den gule førertrøje, amerikanske Brandon McNulty, af. Således havde føromtalte Jorgenson, der indtager andenpladsen i klassementet, incitament til at køre hårdt til målstregen.

Det var dog lige præcis ikke nok for Jorgenson, der med 23 sekunders efterslæb før lørdagens etape, fortsat må indtage andenpladsen på podiet i det samlede klassement med sit forspring på 19 sekunder på dagens etape.

Remco Evenepoel rykkede samtidig et skridt nærmere podiet, og i øvrigt førertrøjen, da han hentede andenpladsen på dagens etape foran Primož Roglič, og dermed hentede vigtige bonussekunder der betyder, at belgieren nu blot er ét sekund fra Mattias Skjelmose, der endte som nummer fire.

Skjelmose indtager nu en fornem tredjeplads i klassementet, da australske Luke Plapp led et betragteligt tidstab, danskeren nu kun 35 sekunder efter Brandon McNulty før søndagens finaleetape, der traditionen tro køres i og omkring Nice med hele fem kategoriserede stigninger på de knapt 110 kilometer.

Særligt de sidste to af disse, Côte de Peille og Col des Quatre Chemins, kan blive afgørende med sine stejle stigningsprocenter, sidstnævnte med top ni kilometer før målstregen i Nice. Skulle Skjelmose formå at vippe McNulty og Jorgenson af pinden, vil han blive første dansker nogensinde til at vinde det traditionsrige franske etapeløb.

Skulle det derimod blive enten McNulty eller Jorgenson, vil det være første amerikanske samlede vinder siden 2006, hvor Floyd Landis sejrede. Senest en belgier tog den samlede sejr var i 1998, da Frank Vandenbroucke var bedste mand.