Australsk cykelstjerne løb halvmaraton umiddelbart efter Paris-Roubaix
I søndags vandt Mathieu van der Poel hvad der var historiens hurtigste udgave af Paris-Roubaix med en gennemsnitshastighed på 46,84 kilometer i timen. 22 minutter og 44 sekunder efter Van der Poel sluttede Cameron Wurf på en 128. plads.
Efter at have kørt over grænsen til Belgien var Wurf stadig ikke færdig med dagens aktiviteter og begav sig ud på et halvmaraton, som han gennemførte på en time, 26 minutter og 55 sekunder.
Både i kommentarfeltet på Strava og under Ineos Grenadiers Instagram-opslag har der været en del reaktioner på Wurfs vanvittige forehavende. Team Jayco Alula-rytteren Lukas Pöstlberger var blandt dem, der ikke gennemførte løbet. På Instagram skriver han:
"Der er kun ét spørgsmål: Hvorfor?"
På sin egen Instagram-konto forklarer Wurf, der startede sin sportskarriere som roer og deltog i OL i 2004, det utraditionelle valg på følgende måde:
"Dagen bød på en fantastisk mulighed, som jeg kunne udnytte til at løbe med rigtig tunge ben, mens jeg forbereder mig på min næste Ironman", skriver han.
Den tidligere sportsdirektør for Ineos, Gabriel Rasch, siger, at det er ikke første gang, og påpeger, at Wurf tidligere har lavet noget lignende efter andre endagsløb. Han omtaler Wurf som en energisk og udadvendt fyr, men siger, at det "aldrig kunne falde mig mig ind at gøre det efter sådan en tur".