Løbet der var for farligt at arrangere: Skal helvedet i nord endelig have en dansk vinder?

L'enfer du Nord. Helvedet i nord. At byde velkommen ville være at holde de 175 startende ryttere for nar, for der er absolut intet indbydende over de 256 kilometers cykelløb, der søndag venter i det nordøstlige Frankrig.

Det er fra Compiègne til Vélodrome André-Pétrieux, det er fra Paris til Roubaix, det er sæsonens tredje monument, det er et af de ældste og mest prestigefyldt eksisterende cykelløb, og søndag løber det af stablen for gang nummer 120 i historien.

De mange pavéer, brostensbelagte veje som oftest med flere hundrede år på bagen, har lagt overflade til nogle af cykelsportens største triumfer, dramaer og desværre også en tragedie, der for ganske få år siden berørte en af søndagens helt, helt store favoritter.

Trods mange år med store danske cykelsportspræstationer, så fandt den bedste danske præstation i løbet stadig sted i den allerførste udgave, hvor Charles Meyer blev nummer to, men i år er der for alvor grund til at tro og håbe på en dansk sejr i et løb, der ellers nær ikke var blevet til noget.

For farligt

For da to lokale tekstilproducenter fra Roubaix i 1890erne lod en velodrome opføre i byen, fik de idéen om at arrangere et cykelløb fra Paris til deres nye, fine velodrome i den franske provinsby tæt på Lille og den belgiske grænse.

I samarbejde med Le Vélo, et fransk dagblad der var stiftet ganske få år forinden, blev de enige om at stable løbet på benene, og direktøren af den franske avis sendte sin cykelredaktør på, hvad der skulle vise sig at være en forfærdelig opgave: At finde en passende rute.

Fra Amiens satte cykelredaktør Victor Breyer sig således til rette i sadlen, og mange timer senere ankom franskmanden i Roubaix, våd, beskidt, udmattet, kold, ødelagt. Planen var at sende et telegram til sin chef og på det kraftigste fraråde at arrangere et sådant cykelløb. Det ville ganske enkelt være for farligt for rytterne.

Men telegrammet blev aldrig sendt, løbet blev arrangeret og afholdt, vundet af tyske Josef Fischer, og således blev et af cykelsportens allermest legendariske løb til på trods af Breyers forfærdelige ridt fra Amiens til Roubaix.

55 kilometers vaskemaskine

Hvis Breyer blev rystet over sin tur, er det måske ikke så overraskende. I årets udgave venter præcis 55 kilometer på de toppede og ubarmhjertige brosten, alle opdelt i sektorer, der af arrangørerne bliver kategoriseret, ganske som man kender det med stigninger i de store etapeløb.

Før den første pavé, Troisville à Inchy, rammes lidt øst for provinsbyen Cambrai, der under første verdenskrig så flere hårde kampe, skal rytterne dog gennem næsten 100 kilometer, der både kan byde på positionskampe og kamp om at ramme dagens morgenudbrud.

Men herfra tager det først fart. Den ene pavé afløses af den anden, rytterne bliver rystet igennem kilometer for kilometer, som regel med styrt og defekter til følge.

Undervejs venter tre femstjernede pavéer, de sværeste, de ondeste, de værste sektioner, som rytterne søndag bliver udsat for. Carrefour de l'Arbre venter med blot 15 kilometer til mål, men før det har rytterne passeret Mons-en-Pévèle med sin stigning og den velsagtens allermest kendte brostenssektor, Trouée d'Arenberg.

Minen i skoven

Netop Trouée d'Arenberg er blevet noget nær synonym med Paris-Roubaix, selvom sektoren først blev kørt for første gang i 1968. I årene op til var Paris-Roubaix udfordret i sin essens. Mange brostensveje blev asfalteret i kølvandet på anden verdenskrig, og i 1965 var der således kun 22 kilometer med brosten på den 265-kilometer lange rute.

Men de brostensbelagte sektorer eksisterede altså stadig, og Jean Stablinski, der selv var aktiv cykelrytter med forkærlighed til brostensløbene frem til og med netop 1968, kendte til en oplagt sektor.

Stablinski, som var søn af polske immigranter og egentlig født Stablewski, var selv fra det allernordøstligste Frankrig og havde arbejdet i kulminen i Arenberg-skoven tæt på Valenciennes, og her vidste Stablinski således, at en forfærdelig pavé gik gennem skoven.

Forslaget blev taget godt imod og allerede i Stablinskis niende og sidste deltagelse i Paris-Roubaix, i 1968, var sektoren inkluderet, 2.300 meters lidelse. Lige siden har turen gennem skoven været af de absolutte nøglepunkter i løbet.

En smadret knæskal

Men Trouée d'Arenberg er også til tider blevet kritiseret for at være lige netop det, som Victor Breyer i det hele taget altså mente, at turen fra Paris til Roubaix ville være: For farlig. Sektoren starter nemlig med at hælde nedad, og rytterne rammer således de forfærdelige brosten med ekstremt høje hastigheder.

Det har medført flere grimme styrt gennem tiden, et af dem sågar med den konsekvens, at man kortvarigt valgte at køre sektoren i den anden retning, en beslutning der dog hurtigt blev omgjort. For i 1998 røg selveste Løven af Flandern, Johan Museeuw, i jorden på Arenberg.

Han ikke bare brækkede, han nærmest pulveriserede sin knæskal i styrtet, og efterfølgende gik der koldbrand i benet, der nær var blevet amputeret. Men Museeuw klarede sig igennem, kom sågar tilbage og vandt løbet to gange, først i 2000 og senere i 2002.

Også Mitch Docker kan tale med om Arenbergs ubehageligheder. Den 36-årige australier, der i 2021 indstillede karrieren, tog i 2016 lidt af et hovedspring på pavéen, i et af de mere grafiske styrt der længe er set.

Giganterne mødes igen

Mens blodet altså flød på Arenberg i 2016, så kommer der utvivlsomt også til at flyde noget denne søndag. Styrt er en uundgåelig del af Paris-Roubaix, men nogle ryttere er bedre end andre til at undgå dem, enten gennem suveræn positionering eller overlegen teknik.

De to helt store favoritter har lidt af begge dele, men måske særligt meget af sidstnævnte. For ligesom i sæsonens to første monumenter, Milano-Sanremo og Flandern Rundt, er Mathieu van der Poel og Wout van Aert de to helt store forhåndsfavoritter.

Og der er absolut intet nyt under solen for hverken van Aert eller van der Poel, hvis de to ender med at sidde alene i en direkte duel. De kender hinanden fra cyklecross, hvor de i mange år har været de to suverænt største stjerner.

Begge kommer da også til løbet i forrygende form med det ene topresultat efter det andet i foråret, selvom ingen af dem kunne hamle op med Tadej Pogačar i Flandern Rundt.

Holdkammerat mistede livet

For Wout van Aerts vedkommende kommer han dog også til søndagens løb med lidt knobs. I netop Flandern Rundt var van Aert således involveret i et kæmpestort styrt, da polske Filip Maciejuk fik væltet nærmest halvdelen af feltet.

Men måske vil der også ligge en tanke i baghovedet hos den 28-årige Jumbo-Visma-stjerne. I år er det nemlig fem år siden, at Paris-Roubaix var vidne til en tragedie, da den dengang blot 23-årige belgier Michael Goolaerts pludselig styrtede og lå fuldkommen livløs.

Goolaerts kørte sit første Paris-Roubaix i karrieren, men pludselig var der altså meget mere end bare et cykelløb på spil. Livet. For der lå Goolaerts altså med hjertestop, og selvom både belgieren og lægerne kæmpede for livet i løbet af dagen, stod han ikke til at redde.

Dengang var Wout van Aert stadig ny på den store landevejsscene, kørte for Vérandas Willems-Crelan, præcis som Goolaerts. Og van Aert var da også klar i spyttet lørdag: Hyldesten til Goolaerts er udtænkt og klar, hvis det bliver den belgiske superstjerne, der krydser målstregen i Roubaix som første mand søndag.

Første danske vinder

Selvom førsteudfordreren til Wout van Aert måske nok hedder Mathieu van der Poel og vice versa, så er der absolut også andre, der kan true de to megastjerner. En af dem er danske Mads Pedersen.

Den 27-årige forhenværende verdensmester har set ufatteligt stærk ud i forårsklassikerne og kørt sig til det ene topresultat efter det andet. En sjetteplads i Milano-Sanremo, en femteplads i Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen og senest altså karrierens anden podieplacering i Flandern Rundt.

Trek-Segafredo-stjernen har ganske givet ikke den bedste historik med Paris-Roubaix, hvor det i fem forsøg er blevet til en plads som nummer 51. som bedste resultat, men i år ser danskeren ud til at have ramt et nyt niveau, og undgår Pedersen styrt og defekter, vil han formentlig være at finde i finalen.

Men også Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg kan gøre sig forhåbninger om at blande sig i striden efter begge at have kørt et flot Flandern Rundt, Asgreen med en syvendeplads og Bjerg som en nøglehjælper i Pogačars sejrsridt.

Den franske chance

Franskmændene vil dog også tillade sig at drømme stort, måske endda håbe lidt på, at Wout van Aert ikke har dagen eller tidligt bliver taget ud af ligningen. For blandt belgierens holdkammerater er franske Christophe Laporte, der siden skiftet til Jumbo-Visma op til seneste sæson har ramt et uhyggeligt højt niveau.

Og franskmændene higer efter en sejr i deres egen brostensklassiker. Ikke siden Frédéric Guesdon i 1997 fik skovlen under Jo Planckaert og Johan Museeuw på velodromen i Roubaix, er Paris-Roubaix blevet vundet af en franskmand.

I mellemtiden har belgierne domineret løbet, vundet 12 ud af 20 udgaver, mens Australien, Holland, Italien og Schweiz også alle har vundet mere end én udgave siden Guesdons sejr.

Spørgsmålet er altså om vi får den første danske vinder af Paris-Roubaix nogensinde, om franskmændene endelig får hul på bylden, om Wout van Aert får chancen for at hylde sin afdøde forhenværende holdkammerater, om Trouée d'Arenberg igen lægger brosten til chokerende billeder. En ting er dog nærmest givet på forhånd: Søndagens cykelløb fra Paris til Roubaix bliver et helvede i nord.