Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Overlegen verdensmester vinder Paris-Roubaix i vildt solotogt: Mads Pedersen på podiet

Andreas Würtz Adamsen
Mathieu van der Poel kørte solo i omtrent 44 kilometer i sine sejre i både E3 Harelbeke og Flandern Rundt tidligere på sæsonen.
Mathieu van der Poel kørte solo i omtrent 44 kilometer i sine sejre i både E3 Harelbeke og Flandern Rundt tidligere på sæsonen.Bernard Papon/Pool/AFP
Ingen var i nærheden af superstjernen Mathieu van der Poel, da Paris-Roubaix søndag blev afviklet på de modbydelige brosten i det nordøstlige Frankrig. Med et angreb med næsten 60 kilometer til mål kørte hollænderen alene, og ingen kunne hverken følge hans acceleration eller lukke det efterfølgende hul til den 29-årige forsvarende verdensmester. Hollænderens holdkammerat, Jasper Philipsen, tog andenpladsen, mens danske Mads Pedersen tog en flot tredjeplads.

Det er de færreste professionelle cykelryttere, der oplever at vinde både Flandern Rundt og Paris-Roubaix i løbet af karrieren. Endnu færre kan prale af at have gjort det i samme sæson. Faktisk har kun 10 ryttere igennem tiden formået det.

Nu kan 10 så ændres til 11, for søndag var Mathieu van der Poel i absolut særklasse for anden weekend i træk, da han med næsten 60 kilometer til velodromen i Roubaix slet og ret kørte sine konkurrenter itu og sejrede for andet år i træk.

Med en voldsom acceleration vinkede den forsvarende verdensmester farvel til blandt andre Lidl-Treks Mads Pedersen og Groupama-FDJ’s Stefan Küng, og derfra fulgte ellers en opvisning i cykelteknik såvel som power output. Forspringet voksede simpelthen støt.

Angrebet kom efter et løb, hvor særligt hollænderens hold, Alpecin-Deceuninck, havde været animerende undervejs med store arbejdsindsatser fra blandt andet Oscar Riesebeek og Gianni Vermeersch.

Allerede på den famøse Trouée d’Arenberg-pavé, med næsten 100 kilometer til mål, var favoritgruppen barberet kraftigt ned, efter en rigtig Jacob Haugaard-start med fuld medvind på cykelstierne nordpå fra startbyen Compiègne med gennemsnitlige hastigheder på langt over 50 kilometer i timen.

Danske Kasper Asgreen havde ramt dagens tidlige udbrud, men som favoritterne fik opslugt de angrebsivrige ryttere, måtte Soudal Quick-Step-danskeren også se sig distanceret, og således var Mads Pedersen, ikke overraskende, bedste danske vinderbud.

Den forhenværende verdensmester fik dog meget pludselig brug for hjælp, da danskeren på pavéen Wallers à Hélesmes blev ramt af en punktering. Heldigvis var en stærkt kørende Mathias Vacek klar til at samle danskeren op og spæde til med at få kort Pedersen i position.

Positionen hjalp dog lige lidt, da van der Poel allerede på Orchies-pavéen, en pavé der ellers kun er kategoriseret med tre ud af fem stjerne, valgte at angribe. Dermed gik hollænderen også alene ind på den næsten femstjernede pavé, Mons-en-Pévèle, hvor forspringet allerede var over et minut.

Bag ham forsøgte Mads Pedersen sammen med Groupama-FDJ-duoen Laurence Pithie og Stefan Küng at organisere en jagt på van der Poel, men hollænderen var simpelthen i sin helt egen klasse og kunne således køre alene ind på velodromen i Roubaix.

Endnu bedre blev det for Alpecin-Deceuninck, da forfølgerne skulle spurte om de sekundære placeringer, for her var van der Poels holdkammerat, Jasper Philipsen, nemlig hurtigst, mens Lidl-Treks danske Mads Pedersen tog tredjepladsen og dermed en flot podieplacering, karrierens bedste resultat i Paris-Roubaix for den 28-årige dansker.

Med sin sejr bliver van der Poel den kun anden rytter i historien til at vinde Flandern Rundt og Paris-Roubaix-doublen iklædt regnbuestriberne, efter Rik Van Looy i 1962 formåede det samme som forsvarende verdensmester.

Det er samtidig også det næst længste vindende soloudbrud i Paris-Roubaix i nyere tid, kun snævert overgået af Andrei Tchmils solotogt på 60 kilometer i 1994, til gengæld længere end Tom Boonens solosejr i 2012.

Sejren er nummer 49 i karrieren for van der Poel, der altså med hastige skridt nærmer sig det halve hundrede med sin tredje sæsonsejr på blot fem løbsdage. Det er samtidig hollænderens sjette monument i karrieren, efter det tidligere er blevet til en enkelt sejr i Milano-Sanremo, tre sejre i Flandern Rundt og nu altså to i Paris-Roubaix.

Nu venter Ardennerklassikerne, hvor Mathieu van der Poel vil forsøge at tilføje nok en sejr i Amstel Gold Race. Det var netop her, at hollænderen i 2019 fik sit helt store gennembrud med en sensationel sejr efter på få kilometer at have indhentet Jakob Fuglsang og Julian Alaphilippe på egen hånd.