Tidligere vinder af Paris-Roubaix i kunstig koma efter voldsomt uheld
Det skriver TV 2 Sport.
Tijl De Decker kører på belgiske Lotto Dstnys udviklingshold og skal i den kommende sæson køre på det fuldtidsprofessionelle hold hos belgierne.
"Vi kan ikke give en større opdatering på Tijl De Decker i øjeblikket", skriver Lotto Dstny på det sociale medie X - tidligere Twitter.
"Tijl (De Decker, red.) var involveret i et voldsomt styrt og er hårdt kvæstet. Vi går ikke ind i detaljer om skaderne, men vi kan sige, at han er i kunstig koma."
Ifølge det belgiske medie Nieuwsblad var De Decker onsdag involveret i et uheld på en træningstur, hvor han kørte ind i en bil.
Det belgiske hold oplyser, at rytteren er indlagt på universitetshospitalet i Antwerpen.
Tijl De Decker vandt i foråret ungdommens udgave af klassikeren Paris-Roubaix.